Portræt af Ane Hedvig Brøndum
Anna Ancher har malet sin mor utallige gange, og det helt særlige forhold, de havde til hinanden, er dokumenteret i flere breve. Fru Brøndums lidt trætte ansigtsudtryk og de grove hænder foldet i skødet vidner om et arbejdsomt liv som bestyrerinde af Brøndums Hotel. Først som 70-årig trak hun sig tilbage og brugte derefter meget af sin tid i den blå stue på hotellet med bl.a. brevskrivning og bibellæsning. Moren og søstrene, Agnes, Marie og Hulda var indremissionske, en religiøs overbevisning Anna og hendes to brødre Degn og Johan ikke delte. De dyrkede derimod fællesskabet med de mange kulturradikale og ateistiske kunstnere. Portrætterne af moren spænder vidt fra sjælfulde skildringer, der synes at forsøge at fange morens fromme natur, til de mere maleriske, hvor fokus i højere grad ligger på de formelle aspekter vedrørende farve, form og komposition.