Samlingen på Skagens Museum

I 1800-tallets sidste årtier blev Skagen hjemsted for en koloni af skandinaviske kunstnere. Inspireret af tidens franske realisme fandt kunstnerne deres motiver på Skagens strande, på hederne og i fiskernes hytter – og, ikke mindst, i deres egne vante omgivelser.

Skagensmalernes eget museum

Kunstnerkoloniens billedkunstnere er kendt som skagensmalerne. Med kunstnere som P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher, Viggo Johansen og Christian Krohg i front blev gruppen af skagensmalere en tidlig eksponent for moderne maleri i Skandinavien, i opposition til akademisk maleri og den danske guldaldertradition.

På Skagens Museum kan du opleve skagensmalernes værker. Siden 1908 har Skagens Museum samlet skagensmalernes værker for at bevare kunsten i nærheden af det sted, hvor værkerne blev skabt.

Den udstillede samling

Den udstillede del af samlingen er ophængt i grupper omkring tværgående centrale motiver i skagensmalernes kunst. Her finder du skagensmalernes hovedværker sammen med hyppige nyophængninger af værker fra Skagens Kunstmuseers samling.

I den aktuelle samlingsophængning vises værker af: Jean Altamura, Anna Ancher, Helga Ancher, Michael Ancher, Oscar Björck, Gad Frederik Clement, Holger Drachmann, Viggo Johansen, Christian Krohg, Marie Krøyer, P.S. Krøyer, Carl Locher, Thorvald Niss og Laurits Tuxen.

Plesnersalene

Fra 1928 har samlingen haft hjemme i Plesnersalene i den nuværende hovedbygning, der er skabt af arkitekten Ulrik Plesner til formålet. Plesnersalene blev senest renoveret og udvidet i 2014-2016 efter Plesners originale tegninger.

Brøndums spisesal

Den lokale Brøndum-familie blev afgørende for dannelsen af kunstnerkolonien. I familiens gæstgivergård samledes de tilrejsende kunstnere. Familiens yngste datter, Anna, blev den mest fremtrædende kvindelige skagensmaler og gift med maleren Michael Ancher, som fik atelier i gæstgivergårdens have.

I 1946 blev Brøndums spisesal overført til museet fra Brøndums Hotel. Spisesalen havde været et helt centralt rum i kunstnerkolonien og ramme om mange sammenkomster. I forbindelse med en udvidelse og ombygning af hotellet i 1892 var spisesalen blevet dekoreret af medlemmer af kunstnerkolonien. Spisesalen, der er bevaret i sin helhed på Skagens Museum, indeholder 81 kunstværker, heriblandt portrætter af kunstnerkoloniens medlemmer.

Læs mere om Brøndums spisesal