Ulrik Plesner

Ulrik Adolph Plesner

Plesner blev født i Vedersø i Vestjylland i 1861, hvor hans far var sognepræst. I slutningen af 1870’erne kom han i lære som murer, og derefter rejste han til København, hvor han gik på Teknisk Skole. I 1880 blev han optaget på Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Arkitektskolen, hvorfra han tog afgang i 1893. Plesner kom til Skagen første gang i 1891 for at forestå opførelsen af Højen Fyr. Samme år påbegyndte han den første af flere til- og ombygninger af Brøndums Hotel.

Plesner stod også for renoveringen af Krøyers Hus i 1894, og i 1913 blev Michael og Anna Anchers Hus på Markvej udvidet efter hans tegninger. Plesner var en del af kunstnerkolonien i Skagen og hans portræt hænger i Brøndums spisesal. I 1919 udarbejdede han de første tegninger til Skagens Museum, og foruden de nævnte bygninger satte han et markant aftryk på Skagen, idet han har tegnet mange store bygninger i byen: Stationerne på skagensbanen, sygehuset, banken, havnemesterboligen, posthuset samt mange andre huse. Plesner døde af et hjerteslag i 1933, mens han opholdt sig på Brøndums Hotel, og han er begravet på Skagen Kirkegård. Han havde en grandnevø med samme navn, der ligeledes markerede sig som arkitekt frem til sin død i 2016.