Skagen Rev fyrskib
Maleriet er Carl Lochers andet bidrag til udsmykningen af Brøndums spisesal. Lochers far, Jens Thielsen Locher (1825-69), levede af at male skibsportrætter, et erhverv som Locher i sine fattigste ungdomsår mod sin vilje også praktiserede.
På billedet er Skagen Rev fyrskib næsten placeret i centrum liggende på horisontlinjen, der deler billedet i næsten to lige store dele. Havet i forgrunden er mørkegrønt og blåt, og på himlen ses truende mørkegrå skyer, bag hvilke solen synes at kunne bryde frem hvert øjeblik, det skal være. I baggrunden ses sejlene af to skibe.
Der har eksisteret fyrskibe siden 1600-tallet, men det var først i begyndelsen af 1800-tallet, at skibene fik en fast position. Et fyrskib var udstyret med en fyrlanterne i toppen af en solid mast, og de var opankret i en fast position. De danske fyrskibe var røde med et hvidt kors eller et hvidt bånd, hvorpå skibets var skrevet. Skagens Rev strækker sig fire km mod østnordøst som en naturlig forlængelse af Grenen. Der lå et fyrskib på Skagens Rev fra 1878-1980.
Lochers maleri er et af de sjældne billeder af den moderne udvikling i Skagen. Skagensmalerne foretrak at male det oprindelige og uspolerede liv i Skagen, hvilket i kunstnernes optik udelukkede skildringer af modernitet. I deres billeder fastholdt de befolkningen og især fiskerne i en verden, hvor fx moderne fangstredskaber og motoriserede skibe var mere eller mindre bandlyst. Selv om man måske godt kan finde et enkelt billede eller to, der forestiller havnen i Skagen, så var det heller ikke et motiv, som skagensmalerne yndede at male.