“Hvis vi bare lod det være, ville det forgå, og desuden ville det være sundhedsskadeligt at være i nærheden af.” Meldingen kommer fra papirkonservator Mette Humle Jørgensen, som netop har afsluttet gennemgang og oprensning af 132 af Anna og Michael Anchers skitsebøger og 14 af Helga Anchers børneskitsebøger.
Af Vibe Dahl Andersen
Papirkonservatoren har været ansat specifikt til at rense skitsebøgerne for svampesporer, primært skimmelsvamp, og hun er formentlig en af de første i over 100 år, der har nærstuderet Ancherfamiliens skitsebøger.
Igennem to en halv måned har hun nænsomt og forsigtigt renset og behandlet skitserne.
“Jeg er jo privilegeret at få lov at røre og bladre i dem. Det er ikke mange forundt.
De her skitsebøger ville ikke kunne holde til, hvis vi alle rørte dem, så ville de slides i stumper og stykker og til sidst forgå. Så på den måde er jeg heldig i mit job, for jeg er en af de få, der får lov at røre,” siger konservatoren og henviser til, at vi er taktile væsener, som har trang til at røre ting for at vurdere dem.
“Men, når vi rører de her gamle genstande og kunstværker, så udsætter vi dem for stress og slid, og det er heller ikke uden omkostninger, at jeg har siddet med skitsebøgerne. Det påvirker dem, at de er blevet åbnet og håndteret,” fortsætter hun.
Men ifølge Mette Humle Jørgensen, er gevinsten dog større end risikoen, og hun sørger for hele tiden at have fuld opmærksomhed på hver eneste af siderne i skitsebøgerne, på papiret og dets overflade og på selve skitserne og bøgernes funktion. Og derfor lykkes det hende at komme igennem, uden at lave skader på bøgerne.
Og gevinsterne er mange, hvis du spørger Mette Humle Jørgensen.
Allervigtigst er, at bøgerne nu bliver tilgængelige. Først og fremmest for forskning, men også for offentligheden. De vil nu kunne udstilles, så museumsgæster og kunstinteresserede kan se dem og få et indblik i både Anna og Michael – og også Helga – Anchers arbejdsprocesser på papiret.
Og den nyvundne tilgængelig, som skitsebøgerne har opnået efter at have været i hænderne på papirkonservatoren, handler også om, at der nu er fjernet forskellige svampesporer, herunder primært skimmelsvamp, som ellers udgør en helbredsmæssig risiko at håndtere. De er nu renset og dermed mulige at have med at gøre for Skagens Kunstmuseers kunsthistorikere.
Unaturlig proces
“Egentlig er det naturstridigt, det vi gør, som konservatorer. Vi vil gerne bevare noget til evigheden, og det er på en måde imod naturlovene, hvor alt indgår i en cyklus, og hvor der er en mening med, at noget nedbrydes og forsvinder,” siger Mette Humle Jørgensen, og fortæller, at præcis det vil ske med tiden, hvis ikke man gør noget.
“Skitsebøgerne er jo lavet af papir, som er et organisk materiale og som vil nedbrydes med tiden, medmindre vi giver skitsebøgerne optimale opbevaringsforhold som bremser nedbrydningsprocesserne, og som skimmelsvampene har svært ved at udvikle sig i,”
Det vil, ifølge papirkonservatoren, sige at de skal opbevares rent, tørt og forholdsvist mørkt, for skimmelsvamp trives bedst i støv, fugt og lys.
Valget mellem kunstværk og kunsthistorie
“Jeg kan godt få trang til at rense det ordentligt,” fortæller Mette Humle Jørgensen, men henviser til, at det skal man passe på med.
For det er ikke kun tegningerne i skitseblokkene, der har værdi, også mærker og spor efter kunstnernes håndtering af bøgerne fortæller en historie og skal bevares.
“Det er jo ikke nogle tilfældige aftryk og spor, der er på papirerne. Det er jo deres,” fortæller hun og refererer til Michael og Anna Ancher.
Men det kan være en svær vurdering, for hvad er vigtigst: At et lille kunstværk står frem eller at en kunsthistorisk fortælling bevares? Det spørgsmål har især været relevant, når konservatoren har stået med en side med en skitse, hvor der oveni har været aftryk efter en anden skitse, fordi siderne har ligget op ad hinanden.
I nogle tilfælde findes skitsen, hvorfra aftrykket kommer, slet ikke. Siden er revet ud af bogen. Måske har kunstnerne foræret skitsen væk eller måske har den været med i lommen på kunstneren og været forlæg for et større kunstværk.
“Det vil jo være forkert at rense det af, men et lille værk eller en god skitse kan jo blive forstyrret af aftrykket. Og det betyder, at man i nogle tilfælde, hverken får det helt rigtige billede af skitsen og heller ikke det helt rigtige af aftrykket,” fortæller konservatoren, men understreger, at det vigtigste er at sørge for at bevare genstanden og alle de spor, der er i den og hive så mange informationer ud af den, som muligt.
Og det har hun nu gjort og dermed lavet forarbejdet, så kunsthistorikerne også kan få mulighed for at nærstudere skitsebøgerne, forske i dem, trække historier ud af dem og formidle ny viden til museumsgæster og kunstinteresserede.
