Skagens Museum fyldes af tegninger

Ny udstilling: Oplev et væld af skagensmalernes tegninger, når Skagens Museum slår dørene op for udstillingen Tegn Amok den 30. september 2023 – en anderledes udstilling, som giver gæster mulighed for at tegne sig gennem et museumsbesøg.

Vilde børnetegninger, forstudier til kendte og elskede malerier, spontane karikaturtegninger og fokuserede modelstudier flød fra skagensmalernes hænder. For P.S. Krøyer, Anna Ancher og alle de andre malede ikke kun med olie på lærred; de tegnede gennem hele livet. Udstillingen Tegn Amok, som kan opleves på Skagens Museum fra den 30. september 2023, rummer et udpluk af de tæt på 4.000 tegninger, der findes i museets samling, og giver mulighed for, at publikum kan tegne sig gennem udstillingen fra et tegneværksted midt i museumssalen.

”Publikum skal glæde sig til at se en udstilling tæt pakket med skagensmalernes tegninger helt fra små øvelser til mesterlige præstationer. Skagensmalerne tegnede amok, de tegnede tusindvis af tegninger livet igennem, og museet har mange af dem, men på udstillingen vil også børn og kreative sjæle få mulighed for at røre deres tegnemuskler og selv tegne amok, ”siger Mette Harbo Lehmann, kunsthistoriker og museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer.

Udstillingen er altså oplagt at besøge sammen med børn og legesyge sjæle, men nysgerrige voksne vil også opleve, at de mange tegninger giver større indsigt i skagensmalernes liv og arbejde. Ikke mindst viser udstillingen, at øvelse gør mester: ”Jeg har arbejdet med skagensmalernes værker i mange år efterhånden, men jeg bliver gang på gang overrasket og begejstret over, hvordan de kan kæmpe med et motiv gennem mange studier og øvelser, og så lige pludselig står deres streg bare helt perfekt og uendeligt smukt,” siger Lehmann.

Laurits Tuxen: Studier af arme og ben, U.å. Blyant på papir. Laurits Tuxen: Studie til ‘Den druknede bringes i land’ og et kystlandskab, (1913). Akvarel over blyant på papir. Holger Drachmann: Studier af skibe med sejl, 1875/1877. Akvarel over blyant på papir. P.S. Krøyer: Kunstneren maler på stranden, 1882. Pen på papir.


Plads til børn

Tegn Amok er en livlig udstilling, der handler om at vække publikums tegnelyst gennem skagensmalernes tegninger – og der er særligt god plads til børn. Tegn Amok inviterer børn og voksne med på en tur gennem skagensmalernes kreative udvikling: fra skagensmalernes børnetegninger over de unge kunstneres fokuserede studier af kropsdele til de voksne maleres formfuldendte tegninger af motiver, der senere bliver kendte og elskede malerier. Det hele formidles gennem grafik på væggene i både ord og billeder, der er skabt af illustrator Anna Mørch.

Man kan altså få det hele med, uanset om man helst vil læse eller se. Udstillingens legesyge udtryk er skabt af scenografen Eva Wendelboe Kuczynski, som er kendt for at opføre engagerende, levende rum på alt fra museer til biblioteker, og Tegn Amok er ingen undtagelse. I midten af udstillingsrummet finder man et tegneværksted, som bliver centrum for tegneworkshops og tegneøvelser, og hvor der er mulighed for at øve sig på forskellige tegneteknikker med lækre materialer fra Arctic Paper, ChalkCopenhagen og Viking 1914.

Karl Madsen: Anna Brøndum maler efter model, (1875). Blyant på papir. Anna Ancher: Matrosdrengens afsked med forældrene, (1875). Blyant på papir. Vibeke Krøyer: Julemanden kommer med juletræ og gaver, 1904. Pen på papir. Anna Ancher: En violinspiller og en kvinde i en robåd ved solnedgang, 1870’erne. Akvarel over blyant.


Tegn amok

Udstillingen ledsages af et omfattende aktivitetsprogram for både store og små. Udstillingens værksted får kreative dirigenter på besøg i efterårs-, vinter- og påskeferien, hvor museets kunstformidlere er klar til at sætte kreativiteten i gang med forskellige tegneøvelser for hele familien.

I løbet af hele udstillingsperioden kan man hver 14. dag tegne med Skagens Museums Tegneklub. Den lokale kunstnergruppe Kraplak 44 leder slagets gang, og de guider, giver gode tips eller udfordrer deltagerne med kreative benspænd. Sidst, men ikke mindst, kan besøgende månedligt følge med museets konservatorer rundt i udstillingen og høre om skrøbelige tegninger, papirtyper samt hvorfor og hvordan man lapper en revne i et sart kunstværk.

For yderligere information kontakt:
Simone Sefland Storm Pedersen, presseansvarlig ved Skagens Kunstmuseer
sse@skagenskunstmuseer.dk
Tlf.: 81 77 09 23

Mette Harbo Lehmann, kunsthistoriker og museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer
mhl@skagenskunstmuseer.dk

Find pressefotos her:
https://www.skyfish.com/p/skagenskunstmuseer/2315808
Siden opdateres løbende med mere fotomateriale.


Fakta om udstillingen

144 tegninger af 22 forskellige kunstnere

Tegningerne kommer udelukkende fra Skagens Museums egen samling.

Omtrent 50 af tegningerne har aldrig før været udstillet.

Udstillingen rummer også en enkelt og ganske særlig genstand: kunstnerfamilien Anna, Michael og Helga Anchers camera lucida, et værktøj som kan bruges til at projicere motiver fra virkeligheden ned på papir – lidt som en moderne projektor.


Udstillingsarkitekt

Eva Wendelboe Kuczynski

Grafik og illustrationer
Anna Mørch

Udstillingshold fra Skagens Kunstmuseer
Projektleder: Ingeborg Maria Jespersen
Museumsinspektør og kunsthistoriker: Mette Harbo Lehmann
Konservator: Tor Erik Skaaland
Formidlingsudvikler: Clara Johanne Dale
Byggeteknolog: Michael K. Jensen
Museumstekniker: Lasse Bruun
Grafiker: Trine Jørgensen
Arrangementsmedarbejder: Astrid Marie Vammen Ørsnæs
Butiksleder: Charlotte Beck Jensen
Projektcontroller: Kristina Frank

Udstillingen er realiseret med støtte fra følgende fonde
Spar Nord Fonden, Lizzi og Mogens Staal Fonden, Hoffmann og Husmanns Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.

Ydermere har udstillingen modtaget sponsorater fra
Arctic Paper, ChalkCopenhagen, Viking 1914, Sydbank.