Familien Anchers gemte og glemte skatte i nye rammer
15.10.2022 – 10.04.2023
Udstillingen Ancher – I livet og kunsten præsenterede en række af de mange gemte og glemte skatte, som i løbet af de seneste 8 års samlingsgennemgang er dukket op i kunstnerhjemmet i Skagen, og de mange nye fortællinger, som er fulgt med. Med udstillingen kastes der nyt lys over forbindelserne mellem familien Anchers liv og kunst.
I udstillingen kunne du bl.a. opleve: Kobberkedlen fra Michael Anchers gennembrudsværk Pigen med solsikkerne, hans vielsesring, Anna Anchers malerkittel, hendes diplom fra Verdensudstillingen i 1900, skitser til parrets værker, fotografier, breve, Helga Anchers tegnehæfter og bøger samt Jomfru Maria-trykket fra Anna Anchers berømte Solskin i den blå stue.
En ren skattejagt
Udstillingen markerede en milepæl, idet alt inventar fra Anchers Hus er blevet registreret for første gang. Igennem flere år er huset blevet endevendt og alle synlige såvel som skjulte genstande er blevet beskrevet, fotograferet og tildelt et inventarnummer.
“Men når man så står dér og kigger på den stol, Michael sad og malede i […] får man en helt anden fornemmelse af deres ægthed, og det er den oplevelse, vi gerne vil give udstillingens besøgende.”
Andreas Bjerre
Museumsinspektør Andreas Bjerre stod i spidsen for indsatsen og har været med til at registrere og kortlægge et helt livs ejendele og er kommet tæt på husets beboere, selvom de har været adskilt af tid: ”På Anna og Michael Anchers kunstværker har de malet det nære – hinanden og hjemmet – og det er genkendelige motiver, men de ligger langt tilbage i tiden. Men når man så står dér og kigger på den stol, Michael sad og malede i, eller den pensel, der lavede Annas strøg, får man en helt anden fornemmelse af deres ægthed, og det er den oplevelse, vi gerne vil give udstillingens besøgende,” siger Bjerre.
Nye fortællinger
Ancher – I livet og kunsten viste forbindelser mellem genstande og kunstværker, som skabte flere fortællinger om familien Ancher. Der trækkes tråde fra skitse til færdigt maleri, videre til de breve hvori det sælges og lånes igen for at kunne udstilles. Som puslespilsbrikker danner malerkittel, malerkasse og staffeli pludselig et helt billede. Og sidst, men ikke mindst, gav udstillingen nye perspektiver på den ellers tilbagetrukne Helga Ancher. Der findes ikke meget andet end biografisk information om hende, men et kig i hendes gemmer afslører et dyreinteresseret, internationalt velorienteret menneske, som ydermere var meget bevidst om sin egen arv.
Skatte og kunstværker præsenteres i en levende scenografi, hvor både små og store kan gå på opdagelse i kunstværker, kukkasser, enestående genstande og fotografier.
I udstillingen kunne du blandt andet opleve:



Tusind tak til følgende fonde, som har bevilliget generøs støtte til realisering af projektet:
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
Ny Carlsbergfondet
Tak til følgende virksomheder, som har bidraget til projektet i form af sponsorater:
Bygholm Wood
Lionolie & Pigment
Skagerak
Og endelig en stor tak til Skagens Kunstmuseers hovedsponsor:
SKAGEN Fondene
Video om Anchers Hus: Direktør Lisette Vind Ebbesen
Video om Anchers Hus: Snedker og udstillingstekniker Michael K. Jensen
Video om Anchers Hus: Tekstilkonservator Maj Ringgaard