Nature morte med krabbe
Viggo Johansen (1851-1935) er ikke så kendt som nogle af de andre skagensmalere, men var teknisk set en dygtig maler og viste bl.a. sit talent inden for nature morte-genren med flere friskt gengivne motiver med fisk, krabber og et billede af et afskåret lammehoved på et fad. Nature morte-genren vandt stor udbredelse i 1600-tallet, hvor opstillinger af døde eller ubevægelige genstande ofte med en symbolsk betydning, der henviste til forgængelighed, var omdrejningspunktet i billederne. Dvæler man lidt ved maleriet, så viser Johansen sikkerhed i opstillingen af disse enkle arrangementer. Med delikatesse har maleren formået at frembringe sulten hos beskueren. Den orangerøde krabbe er overbevisende levende malet og leder næsten tanken hen på Johs. V. Jensens digt Ved frokosten: “O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!”. Maleriet var en gave fra Viggo Johansen til Anna Ancher på hendes 28 års fødselsdag.