Den druknede
Michael Ancher fik idéen til dette billede efter en dramatisk hændelse i 1894, hvor to fiskere druknede under arbejdet. Den ene var fisker og redningsmand Lars Kruse, der blev kendt i hele Danmark i 1879, da Holger Drachmann skrev en novelle om hans heltemod. Kruses begravelse blev derfor omtalt i flere landsdækkende aviser. Den anden, der druknede, var en ung mand. I 1870’erne og 80’erne malede Ancher mange billeder af fiskerne, og Den druknede er hans sidste store figurkomposition med fiskere i hovedrollen. Billedrummet er bygget op som en scene, hvor de to fiskere i forgrunden er trådt til side og afslører bordet med den druknede for beskueren. Den knugende stemning understreges af fiskernes alvorlige ansigter, mens den druknede fremhæves af den gule jakke og lyset, der strømmer ind ad vinduet.