Sommeraften ved Skagen

Sommeraften ved Skagen

I 1880’erne malede P.S. Krøyer flere stemningsbilleder fra strandene omkring Skagen, hvor han gengav forskellige lysvirkninger, og dette billede indvarslede dermed et tema, der fik stor betydning for Krøyers maleri på kanten af århundredeskiftet: det blåtonede stemningsmaleri. Krøyers stemningsbilleder var også inspireret af japansk kunst, bl.a. de japanske træsnit. I 1854 blev Japans grænser åbnet og den voksende handel betød, at europæiske kunstnere for første gang fik mulighed for at se japansk kunst og kunsthåndværk. For mange kunstnere repræsenterede træsnittene noget oprindeligt og uspoleret, og de fik stor betydning for udviklingen af det moderne maleri. I japanske træsnit udgør linjen og den klart definerede flade et dekorativt hele. Krøyer blev meget inspireret af de japanske motiver og kompositionsprincipper, hvilket man især kan se i hans malerier fra 1890’erne.

1851 - 1909