Holger Drachmann
I 1879 skrev Holger Drachmann (1846-1908) kontrakt med forlaget Gyldendal. Forlagets direktør Jacob Hegel (1851-1918) blev en central figur i Drachmanns liv. Hegel blev Drachmanns forlægger og mæcen, men Hegel og dennes hustru Julie blev også Drachmanns gode venner. Ægteparret bestilte en serie store portrætter af forlagets mest kendte forfattere hos P.S. Krøyer (1851-1909), der var periodens mest populære danske kunstner og portrætmaler. Det første portræt i denne serie er dette store portræt af Drachmann, som Krøyer har malet på Sønderstrand.
Krøyer og Drachmann havde kendt hinanden siden begyndelsen af 1870’erne fra København og Hornbæk, og deres veje krydsede hinanden igen i 1877 i Frankrig, hvor Krøyer også tegnede Drachmann. Med tiden blev de gamle venner og flere portrætter kom til.
Dette originalt komponerede portræt fra 1895 i næsten naturlig størrelse, er det første af sin størrelse og betydning. Det hylder Drachmann og Skagen og henviser til Drachmanns første kald som marinemaler. Han bærer et mørkt jakkesæt indrammet af en hvid frakke, hvorfra en sort notesbog stikker ud, og han læner sig mod en strandbåd tæt på bølgerne og under en urolig himmel. Med landskabet som baggrund, med hat i hånden, i halv profil, virker Drachmann mere som digteren, der funderer på sit vers end maleren, der fokuserer på et emne. Han skuer ud over det hav, der havde gjort ham berømt og gav ham tilnavnet ’Havets digter’. De øvrige portrætter i serien var af forfatteren Sophus Schandorph, kritiker og litterat Georg Brandes og de norske forfattere Jonas Lie og Bjørnstjerne Bjørnson.
Værket vakte i sin samtid opsigt i både ind og udland. Det blev udstillet på Den frie Udstilling 1896, katalognr. 68; Almänna Konst- och Industriutställningen, Stockholm 1897; Société Nationale des Beaux-Arts, Salon de 1898, Paris; Internationale Kunstausstellung des Vereins bildender Künstler Münchens, Secession 1898 og Mindeudstillingen for Krøyer, Kunstforeningen 1910, katalognr. 507.
Efter udstillingen i Paris i 1898, hvor værket fik gode anmeldelser, fik Krøyer en henvendelse fra Musée du Luxembourg, det statslige franske museum for samtidskunst – noget nær det bedste sted en kunstner kunne blive repræsenteret – der ønskede at købe værket til deres samling. Desværre var billedet ikke til salg, da det var bestilt og betalt af Hegel.
