Mesterværker

Krøyer på bestilling
Kristeligt Dagblad
Nordjyske Stiftstidende
Jyllands-Posten

P.S. Krøyer var en af sin tids mest feterede portrætmalere. Nu viser vi nogle af hans kraftpræstationer indenfor genren. De blev bestilt af tidens foregangsmænd indenfor handel, industri og kultur og er væsentlige bidrag – ikke blot til kunsthistorien, men også til Danmarks historie.

25. maj – 8. september 2019 | Skagens Museum

P.S. Krøyer var skagensmaler, pioner for dansk friluftsmaleri og blev særligt kendt for skildringerne af kunstnerkolonien og lokalbefolkningen i Skagen. Han mestrede dog også helt andre genrer og var gennem hele sit voksenliv en af de absolut mest eftertragtede portrætmalere blandt det bedre borgerskab og skildrede utallige personligheder indenfor Danmarks kultur- og erhvervsliv. Det kulminerede i perioden 1888-1904, hvor Krøyer producerede nogle af de mest monumentale og personrige gruppeportrætter i danmarkshistorien.

Flere af værkerne blev af samtidens anmeldere rost som sande mesterværker – derfor stiller vi også spørgsmålet, om det er muligt at bestille et mesterværk? Ja, hvis man var så forudseende at hyre P. S. Krøyer til at male for sig, så tyder det på, at det var muligt. Selv når betydning, motiv og komposition lå langt fra den verden, hvorfra andre af Krøyers største værker ellers stammer fra.

Med udstillingen graver vi derfor også dybt ned i værkernes tilblivelse og Krøyers arbejdsproces. Det sker ved at vise dem sammen med skitser og forstudier. Vi belyser motivet og de personer, som indgår i værkerne og giver derigennem et indblik i Krøyers eminente evner for at indfange stemninger, lave personkarakteristikker og komponere harmoniske rum på lærredet. Sidestillet vil de store bestillingsværker gøre det klart, at Krøyer har afbildet essensen af sin tid omkring århundredeskiftet. Det er den danske magtelite, der her er portrætteret – lige fra industriens topchefer, over videnskabens mænd og Børsens handelsmænd til det kosmopolitiske kunstparnas omkring den franske udstilling i 1888.

Med udstillingen har vi således fuldt fokus på Krøyers bestillingsværker, hvis eksistens er ukendt for mange. Vi glæder os til at fortælle historien om Krøyers arbejde med de monumentale kompositioner, som ofte blev udført om vinteren i København, som pendant til sommerens friluftsmalerier fra Skagen.

Flere af værkerne har ikke været tilgængelige for offentligheden før.

Pressen skrev
“Sommerens udstilling på Skagens Museum er gennemtænkt, velformidlet og med en udstillingsarkitektur, der leverer hvad den skal.” (Kristeligt Dagblad)

“På Skagens Kunstmuseers hovedmuseum kan man sommeren over se en udstilling af P.S. Krøyers bestillingsarbejder, og den er ikke mindre end bjergtagende.” (Jyllands-Posten)

 

Udstillingen er støttet af

Arne V. Schleschs Fond • Augustinus Fonden •  Beckett-Fonden • Dansk Tennis Fond • Det Obelske Familiefond • Ernst og Vibeke Husmans Fond • Knud Højgaards Fond • Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond • Lemvigh-Müller Fonden • Lizzi og Mogens Staal Fonden • Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat • Scandinavian Tobacco Group’s Gavefond • Spar Nord Fonden • Toyota-Fonden • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond