Admiralen

Sangen til John

6. april 2019 – 31. december 2020  |  Skagens Museum

17. september 1884 var det Anna Anchers bror John Brøndums fødselsdag, og den blev fejret med en større komsammen. Til lejligheden blev der skrevet en sang ­­­kaldet ”Sangen til John”, som P.S. Krøyer sørgede for illustrationer til.

Krøyers serie af satiriske og lystige tegninger fremstiller begivenheder fra den forgange sommer, hvor John Brøndum bl.a. havde haft travlt med at gøre kur til både den svenske maler Anna Palm og den svenske sanger Gerda Ahlborn.

John Brøndum var uddannet som styrmand og sejlede de syv have. Han fik senere øgenavnet Admiralen. Han boede en kort overgang i Brøndum Hotels anneks på Østre Strandvej, der følgelig blev kaldt Admiralgaarden – et navn, det stadig bærer i dag.

Udstillingen af tegninger vises på museets førstesal.

Tegningerne var i mange år rullet sammen i Anchers Hus, men blev konserveret i 2008 efter en større donation fra Oak Foundation.