Af Tanja Aas
På Rue Hégésippe Moreau 15 i det nordlige Paris lukkes lyset ind af blot et enkelt vindue. Alle andre er dækket til. Væggene er rødbrune, så lyset ikke reflekterer tilbage på modellen, men skaber en kraftig lys/skygge-effekt. Unge kunstnere sidder tæt sammen og maler efter levende modeller. De får undervisning i clairobscur-effekt, det vil sige store kontraster mellem lys og mørke, og valørmaleri, hvor den enkelte farve moduleres med sorte og hvide nuancer.
Sådan var scenen i den franske maler Léon Joseph Florentin Bonnats (1833-1922) kunstskole, Atelier Bonnat, der åbnede i midten af 1860’erne.
”Bonnat stod for en anden type undervisning end i Danmark. Han var mere moderne og dramatisk end den traditionelle kunsts ”polerede” lærred. I stedet skulle der være brede penselstrøg, tykke lag af maling og skarpe kontraster. Han lærte også sine elever at fokusere på enkelte detaljer i figuren i stedet for alle. Ligesom når man zoomer ind med et kamera”, fortæller Mette Bøgh Jensen, museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer.
Øjenåbner
Atelier Bonnat var en af de mange private kunstskoler, der opstod i slutningen af 1800-tallet som opgør mod de mere konservative kunstakademier, både i Paris og andre europæiske hovedstæder. Hos skandinaviske malere gik det snart fra mund-til-mund, at Bonnats skole var den bedste. Her oplevede de den fornyelse og udfordring, som de savnede på akademierne i deres hjemlande. Til og med 1877 havde Bonnat haft 12 skandinaviske elever.
Krøyer var elev hos Bonnat i sommeren 1877 og igen i vinteren 1878/79. I et brev til sin danske læremester, Frederik Vermehren, skriver han i 1879 om Bonnat:
”[…] han er maaske den alvorligste og en af de aller dygtigste Lærer i Frankrig og […] han forstaar at lukke Glukkerne op paa sine Elever, give dem Energi og Arbejdslyst”.
For virkelig at få teknikkerne ind under huden opfordrede Bonnat sine elever at tage til Spanien for ikke blot at studere men også kopiere værker af de spanske barokmestre Jusepe de Ribera og Diego Velázquez, som han blev selv inspireret af, da han som ung boede i landet. Krøyers rejse til Spanien i 1878 kan dermed ses som en del af undervisningen hos Bonnat. Hollandske Rembrandt van Rijn er en anden af de store mestre, som han opfordrede eleverne til at studere nærmere.
Kommerciel forståelse
Bonnat blev født i Bayonne i det franske Baskerland, men boede i en periode i Madrid. Han rejste tilbage til Frankrig, hvor han – efter at have deltaget i store kunstkonkurrencer uden held – fik succes som portrætmaler for flere af tidens kendte kunstnere og politikere.
Bonnat var klassisk uddannet inden for ”den store stil”, men fjernede sig gradvist fra de traditionelle idylliserede motiver. Han gik i stedet i retning af realismen og helligede sig naturstudiet, det vil sige at male modellen, som man rent faktisk ser vedkommende.
Også som lærer var Bonnat anerkendt og værdsat, både på sin egen skole og senere på det fornemme franske kunstakademi, École des Beaux-Arts, hvor han blev direktør i 1905. Han har undervist flere hundrede kunstnere, både udenlandske og landsmænd, herunder Henri de Toulouse-Lautrec og Henri Matisse.
Bonnat havde øje for det kommercielle og var klar over, at hvis de unge skulle opnå gennembrud, så skulle de på Salonen i Paris. Som jævnligt medlem af bedømmelseskomitéen sørgede han for, at deres værker blev vel modtaget og fik gode pladser på Salonen.
Frankrig med hjem til Danmark
I Krøyers værk ”Kvindelig model, Halvfigur” står en nøgen kvinde med front mod beskueren. Lyset falder, så der er fokus på den parisiske models venstre side; de skarpe konturer langs livet og hoften og de lyserøde toner på albuen og brystet. Hendes hænder og højre arm, der er henlagt i mørke, er gengivet i skitseagtig form og fremstår nærmest som fremmedlegemer på kroppen.
“Krøyer havde stor respekt for det, han lærte hos Bonnat. ”Kvindelig model, Halvfigur” er et klasseeksempel på, hvad Krøyer tog med sig fra Bonnats skole: den løsere penselføring, kontrasterne mellem lys og mørke, tykkere maling og fokus på udvalgte detaljer,” siger Mette Bøgh Jensen.
Krøyer tog værket med til København og brugte det i undervisningen på sin egen kunstskole. På den måde bragte han – lige som andre danske parisfarere som Laurits Tuxen og Carl Locher – et helt nyt kunstsprog med fra hjem fra Frankrig til Danmark.
Se billedet på udstillingen ”Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner”.
På udstillingen kan du også opleve:
Ansporet af sin franske læremester malede Krøyer sit svendestykke til Salonen i Paris i 1879, ”Daphnis og Cloë”. Bonnat, der ikke var tilfreds med resultatet, sørgede for, at billedet kom til at hænge ved siden af ”Hyrdeidyl” af den franske kunstner Jean-Jacques Henner, som Krøyer beundrede. I et brev til Vermehren skriver Krøyer:
”Skønt mit Billede ingenlunde er magert, det er inogsaa ganske lysende fedt og fyldigt, saa bliver det ved Siden af ham saa tørt, saa haardt, saa uskøndt i Farve fremfor Alt mangler der Simpelhed, for mange Smaaforme. Men det er svært lærerigt for mig at jeg har faaet den Sammenligning, og det har mere værdt end om mit Billede hængt i daarlige Omgivelser og tog sig ud og (maaske) blev solgt.”
Læs de andre “Tæt på artikler” her:
