Guldring
Soffi Drachmann fik lavet denne ring til sin mands 60 års fødselsdag den 9. oktober 1906. Den er tegnet af kunstneren J.F. Willumsen og udført af sølvsmeden Georg Jensen (1866-1935), der begge var to af periodens anerkendte kunsthåndværkere. En fornem gave af format. Ringen er af guld med indfattet oval safir og relieffet er drevet i sølv. Motivet er taget fra Drachmanns skuespil Hr. Oluf han rider. Den danske sommernats drama, der blev opført første gang på Det Kongelige Teater i København som en hyldest til Drachmann på selve dagen for hans 60 års fødselsdag. Skuespillet blev sat i musik af komponisten Carl Nielsen (1865-1931). Det var inspireret af en gammel dansk folkevise af samme navn, og personerne på ringen forestiller hovedpersonerne Hr. Oluf og elverpigen, der lokker ham væk fra sin jordiske brud.