Laurits Tuxen (1853-1927) malede flere billeder af havet ved Højen, før han påbegyndte dette store, monumentale værk. I 1890’erne og frem blev der malet mange store malerier. Det var en tendens i tiden, at de monumentale værker skulle bevæge og gøre indtryk på betragteren. På Tuxens billede er det netop størrelsen, der er med til at understrege beskuerens følelse af at stå foran et rigtigt, oprørt hav. Tuxen har malet havet helt ind til rammens nederste kant, så beskueren bogstaveligt talt får fornemmelsen af at stå med fødderne i vandkanten. Den forholdsvis lave horisontlinje er med til at understrege denne oplevelse. Havet er malet i en variation af forskellige blå og grønne nuancer, mens den nederste del af himlen er malet i orange og gullige toner og den øverste i kølige blå og lyserøde, violette nuancer. De kølige blå farver fungerer som kontrast til de varme orange og gule farver.
Tuxen har malet solnedgangen lige netop på det tidspunkt, hvor solen er forsvundet bag horisonten, og kun den lysende gule farve fra solen kan ses på himlen, ligesom de sidste solstråler reflekteres i bølgerne i billedets forgrund. I baggrunden helt til højre kan man skimte silhuetten af et skib og i billedets forgrund til venstre ses et skibsvrag.
Skagensmalerne var meget fascinerede af havene og strandene omkring Skagen, men Tuxens billede adskiller sig fra mange af de andre kunstneres værker, idet han overhovedet ikke har medtaget noget af stranden i dette billede, men har valgt udelukkende at fokusere på havet.
Find plakat med Vesterhavet i storm. Efter solnedgang. Højen.
