Marianne Stokes

Marianne Stokes

Marianne Preindlsberger blev født i Graz i Østrig, men da hun var 19 år, flyttede hun til München og boede hos en tante. De næste fem år tilbragte hun med at uddanne sig på private kunstskoler i München, og i 1880 rejste hun til Paris, hvor hun bl.a. studerede hos de franske malere Léon Bonnat og Jean-Léon Gérôme (1824-1904). I 1882 videreuddannede hun sig på Académie Colarossi. Året efter tog hun til Pont-Aven sammen med den finske maler Helene Schjerfbeck (1862-1946), og her mødte hun Adrian Stokes.

Tilsyneladende blev det hendes eneste ophold i Bretagne, for selv om både hun og Adrian Stokes var meget berejste, vendte hun ikke tilbage til denne del af Frankrig. Det var angiveligt P.S. Krøyer, der lokkede Marianne og Adrian Stokes til at besøge Skagen, men det vides ikke præcist, hvor de mødte hinanden. Det var ikke i Bretagne, for de opholdt sig ikke der samtidig. Derimod udstillede Krøyer hvert år i Paris i starten af 1880’erne, så de kan sagtens have mødt hinanden der. I sine selvbiografiske noter skriver Michael Ancher om Marianne Stokes: “Hun var fra Tyskland, en sjælden yndefuld personlighed og en begavet malerinde, havde særlig koloristiske evner. Malede meget lidt heroppe.” Grunden til, at Marianne Stokes ikke fik malet så meget, var måske, at hun var fuldt optaget af at stå model til Michael Anchers billede En barnedåb (Ribe Kunstmuseum), et billede han havde været i gang med siden 1883 og først blev færdig med fem år senere. Da Danmark blev besat af tyskerne i april 1940, blev portrættet placeret i museets fyrkælder, og i 1943 var det blandt de 12 portrætter, der blev placeret i en bankboks i Fyens Disconto Kasse indtil krigens afslutning.