Frits Thaulow

Johan Frederik Thaulow, kaldet Frits

Norskfødte Frits Thaulow er en af de mindre kendte skagensmalere, og hans tilknytning til Skagen var dog ikke så stærk som de øvrige i kunstnerkolonien. Han blev født i 1847, og tog sin uddannelse på Kunstakademiet i København 1870 – 1872.

Frits Thaulow kom første gang til Skagen i 1872 i selskab med Holger Drachmann. Senere vendte han tilbage og introducerede bl.a. Christian Krohg for kunstnerkolonien i 1879. Hans motiver fra Skagen handler ofte om fiskerne og livet ved havet, hvilket han selv var optaget af.

Efter at have brugt nogle år i Danmark med sin hustru Ingeborg Gad, flyttede han tilbage til Norge i 1880. I 1886 blev han skilt, og kom sjældent tilbage til Danmark.

Frits Thaulow har haft stor betydning for den norske kunstscene, og han var med til at bringe den impressionistiske kunst til både Norge og Danmark. Han flyttede til Frankrig i 1892, hvor han boede frem til sin død i 1906.