Axel Thilson Locher
Axel Locher var søn af skagensmaleren Carl Locher og tilbragte som sin fader ofte tid i byen. Axel Locher markerede sig i begyndelsen af 1900-tallet som en fremtrædende billedhugger. Han deltog i udsmykningen ved genopførelsen af Christiansborg og udførte bl.a. de otte monumentale statuer, der kroner Christiansborgs spir.
Som 12-årig blev Axel Locher elev af Vilhem Bissen og blev i 1894 optaget på kunstkademiet i København, som han dog ikke afgang fra. Som ung billedhugger blev Axel Locher tilknyttet porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl under J.F. Willumsens kunstneriske ledelse. Sammen med Willumsen arbejdede på fabrikkens præsentation til Verdensudstillingen i Paris 1900, der blev et triumftog for dansk porcelæn. Efter Verdensudstillingen forlod Axel Locher Bing & Grøndahl, men fortsatte med at formgive porcelænsfiguriner til både Bing & Grøndahl og Den kgl. Porcelænsfabrik.
Fra sit barndomshjem var Locher bekendt med skuespillere som Olaf Poulsen, og som voksen blev sangere, skuespillere og dansere fra Det kgl. Teater og andre af Københavns scener hans foretrukne motiv i en omfangsrig række af teaterstatuetter i gips. Teaterstatuetterne blev til over en periode på omkring 30 år i et nært samarbejde med hustruen Jo Hahn Locher, der malede figurene.
I de sidste år af sit liv flyttede Axel Locher permanent til Skagen. Axel Locher døde på Hjørring Sygehus og er begravet ved kunstnergravene på Skagens Assistens Kirkegård.