Kongeligt besøg på Skagens Museum

Hendes Majestæt Dronningen besøgte sidst Skagens Museum i 2016 i forbindelse med indvielsen af en større udvidelse af museet.

 

Prestigefuld sommerudstilling på Skagens Museum får besøg af Hendes Majestæt Dronningen, der ankommer til Skagen Museum den 12. maj for at opleve og åbne udstillingen, Krøyer og Paris – franske forbindelser og nordiske toner – kulminationen på et tre årigt internationalt forskningssamarbejde under protektion af Hendes Majestæt Dronningen.

Hendes Majestæt Dronningen modtages med blomster ved museet klokken 15.00. Herefter deltager Hendes Majestæt Dronningen i et særligt tilrettelagt program på Skagens Museum, der afholdes for inviterede gæster, som har relation til udstillingsprojektet, heriblandt også museets franske samarbejdspartnere fra Musée Marmottan Monet i Paris.


Baggrund

Udstillingen, Krøyer og Paris – franske forbindelser og nordiske toner, markerer afslutningen på et treårigt forskningsbaseret samarbejde mellem Musée Marmottan Monet og Skagens Kunstmuseer. Samarbejdet har succesfuldt introduceret Krøyer for det franske publikum med udstillingen L’heure bleue de Peder Severin Krøyer på Musée Marmottan Monet i 2021 og tilvejebragt interessant ny forskning, bl.a. i forhold til synet på Krøyer, på de franske forbindelser og på den nordiske tilstedeværelse i Paris. Projektets forskningsindsats ledes af den franske kunsthistoriker Dominique Lobstein og Mette Harbo Lehmann, kunsthistoriker og museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer.
I udstillingen præsenteres tre årtier af den franske kunstscene i slutningen af 1800-tallet og Krøyers kunstneriske udvikling i samme periode gennem 66 værker, der er indlånt fra museer i Frankrig og resten af Europa for netop at give publikum mulighed for samlet at opleve Krøyers Paris. Krøyer og Paris – franske forbindelser og nordiske toner kan opleves på Skagens Museum fra den 13. maj – 18. september. Den daglige åbningstid er udvidet i hele perioden fra 9.00 – 19.00 for at tilgodese et forventet større publikum.

Det samlede projekt er under protektion af Hendes Majestæt Dronningen.

Pressen

Pressen er velkommen efter forudgående aftale til selve arrangementet på hertil anvist plads.
Tilmelding senest den 6. maj på: media@skagenskunstmuseer.dk
Ved tilmelding skriv navn, stilling og kontaktoplysninger på alle deltagere.

Presseview

Bemærk, at det den 12. maj 2022 vil det være muligt for den danske kulturpresse at deltage i et preview, inden udstillingen åbnes for offentligheden. Presseview finder sted den 12. maj 10.00 – 12.00 på Brøndumsvej 4, 9990 Skagen. Også her skal man tilmelde sig senest den 6. maj på: media@skagenskunstmuseer.dk
(ved tilmelding skriv navn, stilling og kontaktoplysninger på alle deltagere).