Af Skagens Kunstmuseer
Digteren og marinemaleren Holger Drachmann var en central skikkelse i kunstnerkolonien i Skagen. Han var også en af de første kunstnere, som i begyndelsen af 1870erne fandt vej til byen.
Mødet med stedets natur og folkeliv afspejles både i hans billedkunst og hans digte, noveller og skuespil. Drachmann var en rastløs eventyrer og tillige en stor kvindebedårer, som det meste af sit liv førte en særdeles flygtig og omskiftelig tilværelse, hvor han rejste meget rundt både i Danmark og i udlandet. Det var således først i 1902, at han fik fast bopæl på Skagen sammen med den unge, norske Soffi Drewsen, som han havde mødt under en rejse i Nordamerika.
Mens kunstnerparret Michael og Anna Ancher havde boet i Skagen, siden de blev gift i 1880, så havde malerne P.S. Krøyer og Laurits Tuxen først de senere år valgt at etablere sig mere permanent i Skagen, og det var sandsynligvis medvirkende til, at Drachmann i 1902 købte et gammelt bindingsværkshus i den vestlige ende af byen.
Han engagerede arkitekten Ulrik Plesner til at stå for istandsættelsen af det gamle hus, sådan som Plesner også havde gjort det med Krøyers hus i Skagen plantage, mens Soffi under ægteparret Krøyers kyndige vejledning tog sig af indretningen. I 1903 var huset, Villa Pax, klar til indflytning og samme sommer blev Drachmann og Soffi viet på Skagen Rådhus.
Portrætter og selskaber
Det var første gang, at den da 57-årige Holger Drachmann havde foden under eget bord, og det kan have været en af årsagerne til, at Krøyer i 1903 gik i gang med at male det store portræt af ham, siddende foran kaminen i sit nyindrettede atelier i Villa Pax. Krøyer og Drachmann havde kendt hinanden siden studietiden på Kunstakademiet i København i slutningen af 1860erne. De havde gjort hinanden selskab i Paris i 1877-79, og siden havde de flere somre opholdt sig sammen i Skagen.
I 1882 havde Krøyer modelleret en portrætbuste af Drachmann, og senere havde han malet ham både på stranden og i plantagen i Skagen. I 1903 indledte Krøyer tillige det store arbejde med billedet ”Sankt Hansblus på Skagen strand,” hvor størstedelen af skagensmalerne med deres familier og venner er afbildet omkring bålet. Også her optræder Drachmann som en central figur, iført hat og slængkappe og ledsaget af fru Soffi.
Svigtende helbred
Det varede flere år, før de to store billeder var færdige. Dels var det en yderst krævende opgave for Krøyer at portrættere sine modeller i bålets og kaminildens flakkende skær, dels havde han siden århundredeskiftet været plaget af maniodepressivitet, og hans arbejde blev derfor afbrudt af månedlange indlæggelser og kurophold. Han havde også problemer med synet, og i et par breve til Drachmann, skrevet under et kurophold i Tyskland i 1904, fortalte Krøyer, at han nu var næsten helt blind på det venstre øje. Dertil kom den opslidende skilsmisse fra hustruen Marie, som i Sankt Hans-billedet ses i baggrunden sammen med sin nye kærlighed, den svenske komponist Hugo Alfvén.
Men også Drachmann var offer for et svigtende helbred, som i perioder krævede både ro og pleje. Samtidig gennemlevede han en kunstnerisk krise, da et skuespil til Det Kongelige Teater, som han havde fået bestilling på i anledning af sin 60-års fødselsdag, blev en dundrende fiasko.
Arbejdsbetingelserne var således ikke de bedste, og den eksisterende brevveksling viser, at de to kunstnervenners tålmodighed med hinanden blev sat på en meget hård prøve. De var begge selvcentrerede og ærekære, og en del af deres skænderier tog afsæt i sladder og løse rygter.
Kurrer på tråden
I en periode nægtede Drachmann at sætte sine ben i Krøyers hus. Han syntes desuden, at Krøyer ødslede med tiden, når han sad model. Efter nytår 1907 ville Drachmann have en ende på seancerne, for som han forklarede: ”Jeg maa atter have min Dag og min Aften til fuld Raadighed. Ogsaa jeg skal jo leve af mit Arbejde.”[i]
Desuden var der problemet med Krøyers maniske adfærd: ”Jeg beder Dig optage det i bedste Mening, men din urolige, exalterede, ustandselig snakkende Maade at omgaas dine gode Bekendte paa, er hverken gavnlig for hende [Soffi] eller for mig!”[ii]
Drachmann sluttede af med at erklære, at han og Krøyer ikke var venner og aldrig havde været det! Men problemerne blev løst og vennerne forsonet, for et par måneder senere skrev Drachmann, at nu var han villig til at sidde model, når det passede Krøyer, blot drengen, som overbragte brevet, måtte tage lidt af Krøyers brænde med tilbage til ”naar der skal ”tændes op” til dit Billed.”[iii]
Michael Ancher maler og mægler
Hvad brevvekslingen mellem Drachmann og Krøyer ikke røber er, at også Michael Ancher var tilstede under nogle af møderne i atelieret i Villa Pax. I Michael og Anna Anchers Hus hænger et maleri af Michael Ancher fra 1907, som på næsten dokumentarisk vis skildrer Krøyer og Drachmann siddende overfor hinanden, foran kaminen, mens Krøyer arbejder på sit store portræt.
Et mindre billede af Drachmann i profil, også malet af Ancher i 1907, hænger i Drachmanns Hus. Måske var Michael Ancher også mægleren i striden mellem Krøyer og Drachmann. Det er under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at Krøyers store portræt overhovedet ikke bærer præg af de problematiske omstændigheder. Det er tværtimod et fremragende, naturalistisk genreportræt, hvor iscenesættelsen på klassisk vis illustrerer Drachmanns kunstneriske virke. Selv sidder han opslugt af tanker foran kaminen med pen, papir og cigar.
Med sin karakteristiske sans for raffinerede lysvirkninger har Krøyer skildret ham i mødet mellem det flakkende, gyldne skær fra kaminen og det kølige, blå dagslys fra fløjdørene i baggrunden. De stærke lokalfarver gløder om kap i en for Krøyer usædvanlig farvekonstellation, der domineres af brunrøde nuancer.
I den nærgående, naturalistiske personkarakteristik fremhæves Drachmanns pondus, hans aristokratiske fremtoning og selviscenesættelse, men også den svækkelse og skrøbelighed, som prægede ham de sidste år af hans liv. Hvad Krøyer evnede i den henseende, var han selv meget bevidst om, for som han forklarede Drachmann: ”Jeg har som næsten 40-årig portræt-tegner og –maler fået udviklet evnen til at se ikke blot menneskers ydre, men også hvad der er bagved det – og jeg ser det hurtigt, opfatter det næsten i første minut og gengiver det således, at alle udbryder: ”Ja, netop således er han”!”[iv]
Krøyers sidste portræt
”Ved kaminilden” blev det sidste portræt, Krøyer malede af Drachmann, mens han levede. Det blev udstillet på Teknisk Skole i Skagen i sommeren 1907, og allerede i januar året efter døde Drachmann. Senere samme år var Krøyer med til at stifte Skagens Museum, men han døde i november 1909, mens planerne for en museumsbygning stadig var i en indledende fase.
På Krøyers dødsboauktion i 1910 forsøgte Tuxen at erhverve det store portræt til det planlagte museums samling, men det blev solgt for 3000 kr., og så mange penge rådede man ikke over. I stedet købte Tuxen det afsluttende forarbejde til portrættet, kartonen udført i pastelkridt, og den har været i Skagens Museums eje lige siden.
”Ved kaminilden” var i privateje indtil det kom på auktion i København i marts 2001. Her lykkedes det for Skagens Museum at erhverve det fornemme billede takket være massiv støtte fra en række store fonde med Ny Carlsbergfondet i spidsen.
Kilder:
[i] Brev fra Drachmann til Krøyer 12. januar 1907. Den Hirschsprungske Samlings brevarkiv
[ii] Ibid.
[iii] Brev fra Drachmann til Krøyer 22. marts 1907. Den Hirschsprungske Samlings brevarkiv
[iv] Brev fra Krøyer til Drachmann 3. januar 1907. Citeret fra ”Meddelelser fra Rigsbibliotekaren,” 1983, nr. 2
