Hun fik fransk kulturhistorie på brystet

Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer, modtog tirsdag den 25. oktober Le grade de Chevalier de l’Ordre des Arts et des Lettres, en fransk orden som tildeles aktører, der udmærker sig i deres arbejde med kunst.

Foto: Tanguy Pégné / Institut français du Danemark.

”Jeg er meget glad og stolt,” siger Lisette Vind Ebbesen om sin franske orden. ”Det er en ære at modtage en orden, der retter sig mod arbejdet med kunsten, men det er også specielt at modtage en fransk orden, fordi der var så mange forbindelser mellem skagensmalerne og Frankrig og fordi vi netop har afsluttet et stort samarbejde med Musée Marmottan Monet i Paris.”

Ordenen blev uddelt på den franske ambassade i København af den franske ambassadør Christophe Parisot. ”Det er takket været dig, at franskmændene har opdaget Skagen og dens malere, og det er takket været dig, at danskerne har opdaget skagensmalernes franske inspirationskilder,” sagde Parisot om tildelingen.

Kulturhistorie i emalje
Den smukke, franske orden Le grade de Chevalier de l’Ordre des Arts et des Lettres er blevet uddelt siden 1957. Den gives for at hædre de, som har udmærket sig i deres kunstneriske produktion eller litteratur eller i arbejdet for kunsten og litteraturens fremme i Frankrig og i verden.

Ordenen er én af fire nationale, franske ordener, som også tæller Legion d’Honneur, som P.S. Krøyer modtog i 1887 og 1901. Lige præcis Krøyers ordener har for nylig været en del af udstillingen Franske forbindelser og nordiske toner på Skagens Museum, som satte punktum for det tre år lange strategiske samarbejde med det franske Musée Marmottan Monet. Her fulgte de to museer i fodsporene på P.S. Krøyer under hans mange ophold i Frankrig og gik derefter på jagt efter franske og nordiske nuancer i hans kunst.

Internationalt perspektiv
Det er en fundamental del af Skagens Kunstmuseers vision at bidrage positivt til etableringen af dansk kunst og kultur på den internationale scene samt at skabe stærke internationale relationer gennem nysgerrige, strategiske samarbejder. Derfor får den i forvejen tunge orden ekstra vægt hos direktøren: ”Det er meget vigtigt for Skagens Kunstmuseer at det, vi laver, rækker ud i resten af verden gennem frugtbare samarbejder, så det er fantastisk at blive hædret for netop det,” siger Ebbesen.