Af Tanja Aas
”Jean-François Millet fornyer realismen, fordi han tilføjede sine malerier en anden dimension end det virkelighedsnære. Han skabte i sine værker en fortælling med følelsesladede stemninger, der blev et forbillede for datidens og kommende generationer af kunstnere”, siger overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, Peter Nørgaard Larsen.
Den franske maler var rundet af realismen, men udviklede sin teknik over årene og pegede frem mod impressionismen. Maleriet ”Landsbyen Cousin i Gréville”, som han videreudviklede over flere år, viser netop både en traditionel og ny tilgang til maleriet. Med årene blev hans billeder lysere, penselstrøgene spinklere og farvepaletten bredere og mere kontrastfuld. For eksempel placerede han skinnende rød ved siden af mættet grøn, som han nuancerede fra gulgrøn til blågrøn.
Millet inspirerede blandt andet Krøyers generation af skagensmalere og det moderne gennembruds kunstnere. Hollandske Vincent van Gogh brugte især i sine tidlige år Millets værker som direkte inspiration for sine egne.
Bonden, der blev maler
Jean-François Millet var søn af en bonde og oprindeligt uddannet landmand. Først senere uddannede han sig som kunstner i Paris, og flyttede derefter på landet i Barbizon ved Fontainebleauskoven syd for Paris.
Her blev han en af hovedaktørerne i Barbizon-skolen, hvor en koloni af kunstnere samlede sig for at afbilde landskabet så tæt på virkeligheden som muligt. De tog om nødvendigt deres staffeli med ud foran motivet, og fik dermed betegnelsen ”realister”.
”Til forskel for andre kunstnere inden for realismen var Millets formål ikke at skabe social forandring. Han var en konservativ mand med den livsforståelse, at alt havde sin plads, som Gud havde bestemt det”, siger Peter Nørgaard Larsen.
Naturen knuser mennesket
Det fornægtede sig ikke, at Millet havde livet på landet under huden, og hans gennemgående motiv var landarbejdere og deres fattigdom, hårde slid og nærhed til naturen. Det ses blandt andet i hans maleri ”Kvinde græsser sin ko”, hvor kvinden er placeret yderst til højre i billedet, gengivet med forenklede, nærmest silhuetagtige træk. En grov og statueagtig figur. En anmelders beskrivelse fra 1877, efter Millets død, af forskellen mellem hans og den franske maler Jules Bretons værker illustrerer udtrykket i Millets billeder:
”…Men hvor naturen i Millets værk knuser mennesket, er mennesket i Bretons værk lige så mægtigt som naturen.”
Sen berømmelse
Millets motiver og teknik, der lå langt fra hans samtids herskende romantiske og idylliske fremstillinger af landlivet, var ikke just noget, der vakte begejstring på den etablerede franske kunstscene, og han blev i mange år brutalt kritiseret af anmeldere og ignoreret af det statslige kunstmiljø.
Millet fik først den endelige anerkendelse fra den etablerede franske kunstscene umiddelbart efter sin død i 1875. Her købte den franske stat to malerier og flere tegninger til tidens største museum for samtidskunst, Musée du Luxembourg i Paris. Det første maleri, som staten købte, var Kirken i Gréville og paradoksalt det sidste, som Millet malede. Det var også et af de malerier, som Krøyer så, da han besøgte museet først gang. Selv om Krøyer beundrede Millets stemningsmaleri og skrev om ham i sine breve flere gange, overtog han ikke Millets teknik eller farveholdning.
Oplev alle de omtalte malerier i “Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner” og læs de andre “Tæt på artikler” her:
