Af Vibe Dahl Andersen
Han ligger begravet på Skagen Kirkegård.
“Det siger noget om tilhørsforholdet alligevel,” siger kunsthistoriker ved Skagens Kunstmuseer Mette Harbo Lehmann om den tids ubestridt største stjerne indenfor kunsten i Danmark; Peder Severin Krøyer.
Manden, der blev så berømt for sin måde at male lys på.
“Det, der gang på gang fremhæves omkring Krøyer, er hans forhold til lyset. Uanset om han maler udenfor eller indenfor, og uanset om der er høj solskin eller mørk nat, så er det lyset, som er i fokus,” fortæller kunsthistorikeren.
Krøyers maleri ‘Smedjen i Hornbæk’ et godt eksempel på, at det ikke kun handler om lyset i naturen, for på netop det billede er det eneste lys, lyset fra essen, og alligevel er det netop det, man bemærker i billedet.
Lys og nordiske toner
Det er lys på alle mulige tænkelige måder, der gør ham til noget særligt i sin samtid og berømmet i sin eftertid.
“Også de nordiske toner, altså de nordiske motiver og de nordiske farver, er særlige, og han udfører dem på en helt særlig Krøyer-agtig måde. Teknisk var han super dygtig og hans billeder er meget veludførte,” siger Mette Harbo Lehmann.
Krøyer er specielt kendt for sine billeder fra den blå time, tusmørketidspunktet lige efter solnedgang, som han bliver særlig populær på grund af.
De fleste kender maleriet Sommeraften på Skagen Sønderstrand med de slentrende kvinder i hvide kjoler og hvor himmel og hav går i et i den blå time.
“ Men han har også succes med de mørke billeder, som for eksempel ‘Italienske landsbyhattemagere’ og ‘Et sardineri i Concarneau’. Og også havebilleder, som er mere grønne, end de er blå, havde han succes med. Desuden er der hans portrætter. Han var en meget populær portrætmaler. For han var rigtig god til at fange folks karakter i sine portrætter,” fortæller kunsthistorikeren.
En populær person
Men Krøyers popularitet i sin egen levetid skyldes ikke kun hans eminente evner som maler, han forstod også spillet rundt omkring kunsten. Han var social og dygtig til at netværke og havde et stort kendskab til kunst generelt, hvilket uden tvivl også har haft betydning for hans popularitet.
“Kendskab til kunst, stort talent, arbejdsomhed og et kæmpe netværk. Det er sådan noget, der fører til succes,” hvis du spørger Mette Harbo Lehmann.
Og så var han et festligt menneske.
“ Krøyer gik gerne til fester, arbejdede side om side med mange kunstnere, for eksempel i kunstnerkolonierne og havde i det hele taget en kæmpe stor bekendtskabskreds. Han beskrives som en glad person, som gerne festede, samtalte, sang sange og spillede guitar. Og så havde han en utrolig opmærksomhed på andre kunstnere, og han kendte til kunsthistorien og til kunsten på sin egen tid,” fortæller Mette Harbo Lehmann.
En anderledes start på livet
Men inden da havde P.S. Krøyer været vidt omkring. Han færdiggjorde sin uddannelse på Kunstakademiet i 1870, rejste til Paris i 1877 og kom først hjem 4 år senere, efter at have rejst rundt i Europa.
I 1882 tog han for første gang tog og hestevogn den lange vej til Skagen. De første år vendte han tilbage til Skagen hver sommer, og senere bosatte han sig i byen.
Og vejen til kunsten begynder tidligt for Krøyer. Allerede i barndommen gør han sig bemærket for sine tegnefærdigheder.
Krøyer er som helt spæd landet i pleje hos sin moster og dennes mand i København, da hans norske mor i Stavanger ikke kan tage vare på ham. Plejeforældrene finder den lille Krøyer særlig skrøbelig og mosteren hjemmeskoler ham, og der finder de ud af, at han har et usædvanligt talent for at tegne.
Plejefaren Henrik Krøyer er professor og er ved at lave en afhandling om mikroskopiske krebsdyr, som den lille Krøyer på 9 år tegner. Tegningerne er så veludførte, at plejefaren kan bruge dem i sin afhandling.
Krøyer bliver derfor i en alder af 10 år sendt på teknisk skole, og allerede som 13-årig begynder han på Kunstakademiet.
Plejefaren professoren Henrik Krøyer adopterer ikke den lille Peder Severin. Men da plejefaren dør lige efter, at Krøyer er færdig på akademiet i 1870, adopterer mosteren ham i 1872 og han kan søge om dansk indfødsret i 1886.
Kunst og kærlighed
Krøyer er fra 1889 – 1905 gift med Marie Krøyer, som han får datteren Vibeke med i 1895. Efter skilsmissen i 1905 bliver Vibeke boende hos sin far, mens Marie rejser til Sverige med komponisten Hugo Alfvén, som hun får en datter med og senere gifter sig med og sidenhen bliver skilt fra igen.
– Da Marie Krøyer kommer ind i P.S. Krøyers liv i 1889, og de sammen rejser på en et år lang kombineret bryllups- og studierejse til Italien, sker der samtidig et skifte i Krøyers maleriske fokus. Hustruen vandrer ind i hans motiver, og stemningsmaleriet udfolder sig mere. Hans hustru, der havde andre kunstneriske forbilleder, og især interesserede sig for Arts and Crafts, kan have påvirket ham. For eksempel skriver han hjem fra rejsen, at når han kommer hjem, så skal atelieret være hvidt, på grund af de nye malerier han skal male, fortæller Mette Harbo Lehmann.
Det er kendt for mange, at Krøyer hen mod slutningen af sit liv døjer med psykiske problemer. Men for Mette Harbo Lehmann, der de seneste 3 år har forsket i Krøyer i forbindelse med projektet ’Krøyer til Paris og Paris til Skagen’ er det ikke særlig vigtig information om en af Danmarks største kunstnere gennem tiden.
– Jeg synes, det er er ærgerligt, at Krøyers sygdom kommer til at farve historien om ham. For det er slet ikke sigende om hans liv og karriere. Han havde en flot karriere, og det var først hen mod slutningen af sit liv, at han havde perioder med sygdom. Det første store sammenbrud kom i 1900, og indimellem maler han alligevel store hovedværker, som for eksempel portrætterne af Drachmann og Sankt Hansblus på Skagen Sønderstrand, siger kunsthistorikeren, og vover den påstand, at hans sygdom ikke kan ses i hans værker.
Læs alle de andre “Tæt på” artikler her: https://skagenskunstmuseer.dk/taet-paa-artikler/
