Af Tanja Aas
Det moderne gennembrud fra ca. 1870-1900 medførte opbrud og nytænkning på alle fronter. Også inden for kunsten. Som en del af opbruddet og oprøret mod ”den store stils” idealiserende gengivelser af historiske, mytologiske og religiøse motiver opstod friluftsmaleriet.
Malerne tog lærred, staffeli og pensler med ud i det fri for at male omgivelserne uden at forskønne eller overdramatisere dem. De begyndte at male lyset på en anden måde, brugte tykke klatter af maling, hurtige penselstrøg og eksperimenterede med dybe kontraster, farver og beskæringer.
”Friluftsmaleriet er en metode, hvor man sad ude i det fri på stedet for at få den rigtige stemning, belysning og skygger. Malerne søgte væk fra byerne og ud på landet. Her dannede de kunstnerkolonier og malede verden som de så den, ikke bare det smukke og mægtige men også det mørke, den overskyede himmel og mudderet,” forklarer kunstformidler Ane Bjerg Thomsen.
Det ses blandt andet i værket ”Østerssamlerne ved Canale”, som var noget af det nye, Krøyer kunne se på Salonen i Paris. I forgrunden af Kerdréorets panoramiske billede er fire kvinder i lavvandets våde sand. Som havets akssamlere står de i ubekvemme, foroverbøjede stillinger og indsamler østers, som stormen har revet løs fra opdrætsbankerne.
”Det flade landskab, den truende himmel og kvinderne, der er malet med uklare ansigtstræk og næsten vendt bort fra beskueren, giver indtrykket af et øjebliksbillede, en reportage. Skyerne er malet med store penselstrøg og fed maling, der nærmest går ud af billeder og giver en 3d-effekt,”, siger Ane Bjerg Thomsen.
Naturen i første parket
Friluftmaleriet medførte et mere ligevægtig forhold mellem menneske og natur, til tider med naturen som det dominerende motiv, som man fx ser det i Lepics ”Stranden ved Berck”.
Lepic udstillede værket på Salonen i Paris i 1874 sammen med to andre billeder af stranden ved den franske fisker- og senere badeby Berck. Sandet og den grålige himmel er hovedmotivet. I horisonten kan man knap ane mennesker, der går tur på stranden.
”Friluftsmaleriet og det beslægtede landskabsmaleri sidestillede naturen med andre motiver. Landskabet med drivende skyer, horisonter og hele stemningen var det store element. Naturen var ikke længere som i guldalderen henvist til rollen som baggrundstæppe”, siger Ane Bjerg Thomsen.
Det kan du også opleve på udstillingen ”Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner” og i den faste samling
Krøyer begyndte i sommeren 1882 at male fiskerne i Skagen i det fri til stor ros fra franske anmeldere. Siden viste Krøyer sig som mester i at forene landskabsmaleriet og portrættet. I 1898 udstillede han sit portræt af den danske digter og maler Holger Drachmann på Exposition de la
Société Nationale des Beaux-Art.
Franskmændene kendte ikke Drachmann, men de var begejstrede for billedet af den statelige person med det hvide skæg og den usædvanlige baggrund, nemlig Skagen Sønderstrand på en blæsende dag med det kolde blå, lys blandet med de varme nuancer i tøjet. Værket kan opleves i den faste samling.
Den franske kunstner Barau, der er født i Reims, rejste efter sin uddannelse til blandt andet Danmark for at male. Han indskrev sig på Brøndums gæstgiveri den 28. juli i 1879 og blev dermed en del af kunstnerkolonien i Skagen dette år.
Det er formodentlig her, han har malet ”Gårde i klitter i Skagen”, men værket er først dateret i 1880, hvor det blev udstillet på Salon des Artistes français i Paris. Barau var en af de første til at udstille et værk med Skagen som motiv på salonen, dengang med titlen ”Gårde i klitterne”.
Som så mange andre i kunstnerkolonien i 1879 skildrer Barau det barske, spredt bebyggede miljø i fiskerbyen. Den overskyede himmel, sandjorden og vandløbet, der også kan have fungeret som rendesten. En beskidt udørk.
Se alle de omtalte malerier i udstillingen “Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner” hver dag 09:00 – 19:00.
Læs alle de andre “Tæt på” artikler her: https://skagenskunstmuseer.dk/taet-paa-artikler/
