Af Tanja Aas
Salonen i Paris var en berømt, tilbagevendende udstilling afholdt i Frankrig og støttet af den franske stat.
Salonen har sine rødder tilbage til Ludvig 14. i 1600-tallet og var frem til slutningen af 1800-tallet et tilløbsstykke for kunstnere, anmeldere og kunstinteresserede i og uden for Frankrig.
”Salonen i Paris var en kæmpestor begivenhed, der tiltrak kunstnere og presse verden over. Man kunne først og fremmest opleve det ypperste inden for fransk samtidskunst, men også kunstnere fra lande som fx de skandinaviske, det øvrige Europa og USA,” fortæller museumsinspektør Mette Harbo Lehmann, der er kurator på udstillingen ”Krøyer og Paris. Franske forbindelser og nordiske toner”.
At Salonen var kæmpestor cementeres af, at udstillingen talte op imod 3-4000 værker. Til sammenligning huser forårsudstillingen på Charlottenborg, en dansk pendant til Salonen i Paris, i omegnen af 3-400 kunststykker.
Censurens nåleøje
Det var langt fra alle de tusindvis af håbefulde kunstnere, der ved den årlige begivenhed indgav værker til Salonen, der slap igennem nåleøjet til udstillingens ellers tætpakkede vægge.
En jury bestående af veletablerede kunstnere skulle godkende værkerne, inden de i det hele taget fik lov til at blive en del af udstillingen. Det betød, at genrehierakiet blev fastholdt, så værker inden for den ”store stils” religiøse, historiske og mytologiske motiver var rangeret over portrætter, som var over folkelivsbilleder, som igen var over landskaber. Værker, der ikke faldt i juryens smag, blev som hovedregel ikke optaget på Salonen.
”Det havde stor betydning for en kunstner at komme ind på Salonen. Salonen var stedet, hvor en kunstner kunne sælge sine værker, blive set og opnå anerkendelse. Blandt andet gennem de prestigefulde medaljer, som juryen uddelte i begrænset omfang. Det var ødelæggende for kunstnere inden for impressionismen, der netop stod i modsætning til datidens etablerede kunstscene,” siger museumsinspektør Mette Harbo Lehmann
Med tiden opstod flere parallelle saloner og grupper som kontrast og alternativ til akademikunsten på Salonen i Paris, uden dog at have den samme gennemslagskraft som Salonen.
Kold akademisme
Aimé Nocolas Morots maleri ”Medea” er et af de mange værker, som er udsprunget af den franske, akademiske tradition. Værket indbragte i 1877 Morot en medalje af anden klasse (sølv) og blev købt af Beaux-Arts ledelse.
Værket blev dog taget mindre godt imod af kunstkritikere, selv dem fra den akademiske tradition, på grund af sit kolde udtryk. På billedet ses Medea, en adelig, trolddomskyndig kvinde fra den græske mytologi. Hun kigger ud af billedet og har et koldt, ildevarslende blik og ænser ikke sine børns kærtegn. Hun er optaget af hævn over sin utro mand.
Krøyer, der så værket på sit første besøg på Salonen i Paris, udtrykte i sine første breve hjem overraskelse og skuffelse over billedet, men lod sig inspirere af det i sine efterfølgende værker.
Krøyer og Salonen
Første gang Krøyer kom til Paris og oplevede Salonen var i juni 1877.
Selv blev han hurtigt anerkendt kunstner og udstiller på Salonen i Paris og andre officielle udstillinger.
Han debuterede som udstiller på Salonen i 1879 med hyrdefortællingen ”Daphnis og Clöe”, og i 1884 fik han sølvmedalje af anden klasse for sit maleri ”Fiskere trækker vod på Skagen Nordstrand. Sildig eftermiddag”. Sølvmedaljen var den højeste udmærkelse, der blev uddelt dette år. Denne hæder gav ham adgang til at udstille på Salonen uden først at skulle have sine værker gennem censuren.
På udstillingen kan du også opleve:
Et eksempel på datidens kunst i højsædet er Théobald Chartrans mytologiske maleri ”Rom indtages af Gallerne”. Det blev ikke udstillet på Salonen i Paris, men på den fornemme statslige kunstskole i Frankrig, École des Beaux-Arts, hvor den vandt den vigtigste pris i konkurrencen, Prix de Rome. Krøyer så værket dengang, men brugte ikke ”den store stils” motiver i sin egen kunst.
Jules Breton var de ydmyges maler og malede ofte kvinder i hårdt arbejde, men med stor kraft og tilstedeværelse. Her ses en kvinde, der sidst på dagen indsamlede de aks, som høstarbejderne havde overset. Som maler inden for realismen skilte Breton sig ud fra ”den store stil”. Trods det blev værket udstillet på Salonen i Paris i 1877 og fik mange rosende omtaler fra anmelderne for blandt andet det poetiske udtryk.
Krøyer så ”Akssamleren” på Salonen og tog Bretons valg af arbejderne som motiv til sig, men på sin egen måde. Det var meget vigtigt for Krøyer at undgå kopiering af andre kunstnere.
Læs alle de andre “Tæt på” artikler her: https://skagenskunstmuseer.dk/taet-paa-artikler/
