Tegn med Lakserytteren og Skagens Museum – uanset hvor du er

Den indflydelsesrige YouTuber Lakserytteren laver i år en tegnesommerskole for kreative børn og unge, som alle kan følge kvit og frit på hans YouTube-kanal og på Skagens Museums sociale medier. Det er nemlig et tilbud til hele landet.

Selvom man begår sig i en technicolorfarvet YouTube-univers fyldt med monstre og fantasi, kan man sagtens lære noget af skagensmalernes virkelighedsnære motiver og almuepalet. Det mener Lakserytteren, som går under det borgerlige navn Rasmus Kolbe, og er én af Danmarks mest indflydelsesrige YouTubere.

Denne sommer fusionerer han sine vilde idéer med den kendte kunst fra skagensmalerne i en tegnesommerskole sammen med Skagens Museum, hvor børn og andre kreative sjæle kan blive bedre til at tegne. Sommerskolen blev kickstartet ved en workshop i lørdags, men fortsætter sommeren over på Lakserytterens og Skagens Museums sociale medier – det er nemlig et gratis tilbud til børn og unge i hele landet.

Videoerne offentliggøres den 9/7, den 23/7 og den 30/7. Desuden rummer videoerne en konkurrence, hvor man kan vinde tegnegrej fra Skagens Museum – følg med på Lakserytteren og Skagens Museums sociale medier.

Og det er ikke hvilken som helst YouTuber, der står bag sommerskolen. Den 29-årige er blevet kaldt ”en moderne Jørgen Clevin”, er uddannet fra Kolding Designskole, og har som erklæret mål at gøre børn og unge mere kreative. Lakserytteren har over 101.000 følgere på sin Instagram, 76.000 faste abonnenter på sin YouTube-kanal og er UNICEF-ambassadør.

Lakserytten tegner i haven ved Anchers Hus. Foto: Skagens Kunstmuseer

Klassiske tegneværktøjer i nye klæder
Lakserytterens sommerskole er den ultimative sommeraktivitet. Den er hverken afhængig af vejr, tid, sted eller avanceret grej. Det eneste, man behøver, er et stykke papir, en blyant og lysten til at være med. ”Jeg synes jo bare, at det er megafedt at tegne og male og være kreativ, og det har man måske ikke altid så meget tid til i hverdagen, men i sommerferien har man ofte rigtig god tid. Og det fede ved at tegne og male er, at lige meget om solen skinner, eller om det regner, kan man stadig gøre det. Det er bare et spørgsmål om, om man sidder udenfor eller indenfor,” siger Lakserytteren.

Sommerskolen forløber over tre videoer, som sætter fokus på tre klassiske discipliner: skitsearbejde, portrætter og landskabsmaleri. Hver video inddrager desuden Skagens Museum og en række af skagensmalerne, som udmærkede sig indenfor de tre discipliner. Og det er en god idé at følge med i alle videoer, anbefaler Lakserytteren: ”Den første video viser forarbejdet – at skitse er jo grundlaget for at blive bedre til at tegne og noget, som jeg tror, at alle kunstnere bruger enormt meget tid på. I de næste videoer viser jeg så nogle forskellige teknikker. Det er altså forskellige værktøjer, som man kan få med i sin tegneværktøjskasse, og vi bygger mere og mere på igennem videoerne.”

Fra skagensmalerne til Lakserytteren
Det kan virke, som om der er langt mellem Lakserytterens fantasidrevne univers og skagensmalernes ofte jordnære motiver, men ifølge Kolbe selv kan kunstnerkolonien sagtens inspirere ham: ”Det fascinerende ved skagensmalerne er jo, at man får lov til at se tilbage i historien gennem deres kunst. Jeg synes, at der er rigtig mange paralleller mellem hvordan man har malet, tegnet og tænkt for 100 år siden og skildret det gennem maleri og så den måde, vi skildrer verden på gennem sociale medier i 2021.”

Samtidig hylder Lakserytteren skagensmalerne for at være tilgængelige. ”Det handler om rigtige følelser, rigtige jobs og rigtige mennesker – og det synes jeg også, at mange af de ting, jeg laver, handler om. Det hele er meget virkelighedsnært, når man laver YouTube. Man tænder kameraet og fortæller, hvad der sker. Så synes jeg også, at det er fedt at blive klogere på Danmark for 100 år siden, når jeg går rundt på Skagens Museum, og det kan jeg faktisk ret nemt blive. For den kunst, der hænger her, er jo ikke svært at forstå på nogen måde. Man skal ikke stå og gætte, hvad kunstneren har følt og tænkt, da han malede det. Det er lidt som at se et lysbilledshow, som nogen bare har brugt rigtig, rigtig lang tid på.”

Selvom kunsten hænger i Skagen, er der rigeligt af den i Lakserytterens videoer. Følg med i sommerskolen uanset hvor du befinder dig fra den 9. juli.

Fakta
Lakserytterens og Skagens Kunstmuseers sommertegneskole
For alle børn og unge
Tre videoer, som kan ses den 9., 23. og 30. juli 2021
Følg med på Lakserytterens YouTube og Instagram samt Skagens Museums Facebook og Instagram