Havde skagensmalerne jagtfeber om foråret?

Maj har meldt sig og ligeså forventningsfeberen blandt de danske jægere, for årets bukkejagt indledes snart. Jagtfeberen bredte sig også blandt skagensmalerne – men på en lidt anden måde.

I Skagens Kunstmuseers samling dukker der ofte motiver op, som er præget af og inspireret af jagt, men kendte skagensmalerne også til bukkejagt og dermed forventningens glæde op til den 16. maj? På det spørgsmål kan vi svare nej – men det betød imidlertid ikke, at skagensmalerne ikke havde jagtfeber i foråret.

I dag er det stort set kun råbukken, der må jages mellem 16. maj og 15. juli, og de fredningsbestemmelser, der regulerer denne jagt, blev indført omkring 1967. I det hele taget er bukkejagten, der ofte dyrkes som pürchjagt eller anstandsjagt, et fænomen, som er knyttet til tiden efter Anden Verdenskrig, hvor det blev økonomisk overkommeligt at anskaffe våben med riffelgang. Malerne, der jo i grove træk opholdt sig i Skagen mellem 1870 og 1935, har derfor ikke kendt dette jagtfænomen. Derfor har vi heller ikke malerier eller andre vidnesbyrd, der skildrer eller henviser til denne særlige forsommerjagt på råbukken.

P.S. Krøyer: “Michael Ancher vender hjem fra jagten”. 1886-1893. Olie på lærred. Skagens Kunstmuseer (beskåret)

Jagtfeber på kunstnerkoloniens tid
Men jagtfeber havde de. For malerne i Skagen havde jagten i princippet to formål, nemlig det sociale og det rekreative. Jagten kunne anvendes som den rekreative pause fra arbejdet ved staffeliet, den mere eller mindre ensomme tur over heden med hønsehunden, eller den kunne danne rammen om den sociale sammenkomst ved store fællesjagter, hvor malerne kunne socialisere med borgerskabet i Skagen.

Det ses på , der vender hjem fra den ensomme jagt med tasken behængt med fugle og fulgt af sine jagtkammerater, hundene. Vi har også Michael Anchers store billede hvor vi ser malerne P.S. Krøyer, Michael Ancher og Laurits Tuxen sammen med overplantør Dahlerup og Kæmner Brodersen, hvor de, på vej hjem fra en af de store fællesjagter, klapjagten, ledsages af deres fruer.

Michael Ancher: “Efter sidste såt”. 1905. Olie på lærred. Skagens Kunstmuseer (beskåret)

Skagensmalernes jagtfeber var en anden type feber, der ikke, som den nuværende, koncentrerer sig om råbukken og kan sammenlignes med børns forventningsfeber op mod juleaften og drømmen om den helt store ”seksenders” julegave. Det skyldtes, at de første bestemmelser om jagtfredning, der kom i 1871, nærmest udelukkende koncentrerede sig om kronvildt, som mange steder var udryddet eller udrydningstruet, og i meget begrænset grad også indeholdt lidt lokale fredninger af råvildt. Ellers var jagten på skagensmalernes tid nærmest fri og uden anden begrænsning end den, naturen selv bød. Derfor var forårets jagt ikke fastsat til at begynde på en bestemt dato, som man med barnets utålmodighed op mod jul skulle afvente eller til at koncentrere sig om en bestemt vildtart.

Fredningsbestemmelserne i sidste halvdel af 1800-tallet var så nye og så få, at de i praksis ikke betød noget for Skagens jægere. Dertil kom, at råvildtet i mange år havde været betragtet som så store skadedyr for bønder og skovejere, at den intensive jagt, der tidligere var drevet hele året på både buk og rå, havde ført til, at bestanden af råvildt omkring Skagen var minimal.

Jagtfeber om foråret var der altså. Det var blot naturen, der afgjorde, hvornår jagten kunne gå ind og efter hvad.

Snepperne og den lykkelige kanøffel
Jagtens betydning for kunstnerkolonien fremgår for eksempel af et brev, som Michael Ancher skriver fra Skagen til P.S. Krøyer i København den 22. januar 1888. Efter at Ancher har skrevet om udstillinger i München og København, nyt om billeder og modeller, og tilbudt Krøyer at købe et billede, som Christian Krohg har malet, skriver han om det kommende forårs jagt:
Til foraaret see vi Dig saa neppe, ja det skulde være i Paasken, der rigtigtnok kommer tidligt, men de gamle Jægere siger jo altid at Snepperne komme Skjærtorsdag og Langfredag naar de end falder ind. Desuden kommer jo Guldberg med sin Rævehund, som vilde bøde på savnet af Snepper.

At Krøyer også led af forårs-jagtfeber kan læses i et brev, han skriver til Michael Ancher den 2. april 1897. Krøyer befinder sig i København, hvor han er ved at arrangere en udstilling i Stockholm, som Ancher skal sende ham billeder til. I brevet klager Krøyer over, at billederne ikke er kommet til København endnu og over al den stress, det har påført ham. Han fortsætter videre:
Du lykkelige Kantøffel der kan gaa og skyde Snepper hver Morgen før Du tager fat og hver aften naar du er færdig. Jeg er maaske for dydig – men jeg har heller ikke Ro paa mig til at tage nogensteds hen, inden jeg ser lidt mere Ende paa det end jeg gjør nu.

Krøyer slutter dog brevet med at takke Ancher for en gave, som Krøyers kone havde bragt med fra Skagen:
Tak for Sneppen – det var jo dog Dig der havde foræret mig den – selv om den kom fra Marie. Den blev udmærket lavet til af Cathrine og smagte Plesner og mig storartet til en flaske Chateau.

Jo, forårs-jagtfeber havde skagensmalerne, men det har ikke været bukken med opsatsen, der skabte feberen – det var nok snarere ankomsten af fugletrækket og det efterfølgende måltid, der har givet malerne feber. Den feber hersker også i Skagen i dag, blot med den forskel at forårets fugle i dag kun jages med store telelinser på kamera og kikkert, så man kan fryde sit sind eller poste sit bytte på Instagram.