Skagen by

I 1870’erne og en lang årrække frem kom et stadig stigende antal kunstnere til Skagen. De var optagede af ideen om at finde en ‘uspoleret og oprindelig’ verden langt væk fra de hektiske storbyers trafik, brede boulevarder, larmende forlystelser og industrialisering. I Skagen fandt de, hvad de søgte. 

Omgivet af hav og vild, uberørt natur satte kunstnerne sig for at skildre virkelighedens verden i fiskerbyen Skagen uden hverken at forskønne eller idealisere den. Deres rå øjebliksbilleder viser derfor koncentrerede og hårdtarbejdende skagboer ved arbejdet på stranden, ved husene eller indenfor i de lavloftede stuer. Tungt gråvejr og forrevne skyer over fiskerfamiliernes små skæve træhuse er, sammen med kunstnernes skildringer af forblæste og øde klitlandskaber, med til at understrege, at fiskerne i Skagen levede helt på naturens betingelser.

P.S. Krøyer: “Uvejr over havet”. 1882. Olie på pap på lærred. Skagens Kunstmuseer (beskåret)

2000 hårdføre og nøjsomme skagboer mellem to farvande

Her var de første år hverken anlagt haver, veje, havn eller jernbane. Byen bestod af en lang, smal bræmme øst-vest vendte huse, der lå spredt mellem klitterne – tæt ved stranden men dog i sikkerhed bag klitrækken. Sandede stier forbandt husene med stranden. Træer var der ikke mange af, og byen var plaget af følgerne af årelange problemer med ødelæggende sandflugt og oversvømmelser.

Mellem to fiskerige farvande boede godt 2000 hårdføre og nøjsomme skagboer tæt sammen i små, sorttjærede træhuse med strå på tagene og hul i tagrygningen i stedet for skorsten. Byens eksistens var baseret på helårsfiskeri, som foregik fra begge sider af odden. Langt hovedparten af alle mænd var derfor fiskere, mens kvinder, børn og gamle tog del i det slidsomme og hårde arbejde med at rense, salte og tørre fisk, fremstille, reparere og rense fiskegarn.

Martinus Rørbye: “Redningsbåden”. 1847. Skagens Kunstmuseer (beskåret)

Fiskeriet foregik, som det havde gjort siden 1200-tallet, direkte fra stranden i store åbne rorsbåde. En del af fiskerne supplerede indtægten fra fiskeriet ved at tage ansættelse i redningsvæsnet. Det betød, at når der strandede at skib ud for Skagen, roede de ud i redningsbådene, og gjorde hvad de kunne for at hjælpe fx norske, russiske eller spanske søfolk fra druknedøden. Redningsaktionerne foregik som regel i vinterhalvåret i storm, orkan eller usigtbart vejr.

Skagen fik dog jernbaneforbindelse til Frederikshavn i 1890, og i 1907 blev Skagen havn indviet mens asfalteringen af landevejen til Skagen først blev en realitet i 1932.