Vores Værker: Ane Cortzen

Ane Cortzen er oprindeligt arkitekt og nu selvstændig TV- og radiovært, skribent, moderator og foredragsholder. Hendes karriere har foreløbig været centreret omkring design, uanset om hun har arbejdet med digitale eller fysiske løsninger, med TV eller med større danske firmaer. Cortzen har været bl.a. designredaktør for DR og kulturchef i designfirmaet Kähler og er desuden kendt som vært på TV-programmer som ”TV!TV!TV!” og ”Danmarks Bedste Portrætmaler”. Ikke mindst har hun for forkærlighed for Willumsen.

”Studiet af den lille pige indkapsler alt det, Willumsen kan. Det er jo bare et studie, men jeg synes, at det viser hans evne til at indfange et øjeblik. Jeg synes også, at det står lidt i kontrast til de klassiske skagensmalere – måske ikke lige Anna Ancher, men en del af de andre, som maler smuk natur og fine kjoler. Det har ikke den dér vildskab, som jo egentlig er i Skagen.

Jeg synes, at Willumsens natursyn passer godt til Skagen og den natur og de folk, der er i området. Der er noget meget naturligt over den måde, han gengiver mennesket sammen med naturen på. Det er genkendeligt – man får lyst til at løbe ud til Vesterhavet med det samme.

Willumsen arbejder med store træk, men samtidig er den lille pige meget fin. Der er noget meget nænsomt over det. Han er jo ikke vild på den måde, at hans kunst virker rå eller grovkornet, for det er tydeligt, at han er dygtig og grundig og gør sig en masse tanker, men når han så når frem til at male sine malerier, virker de meget umiddelbare. Det synes jeg også, den lille pige viser; han rammer det barnlige fint og ukunstlet.

Samtidig træder hans dramatiske farvesyn også frem her. Det er nærmest surrealistisk eller lidt ligesom i drømme, ret overvældende, og står også i kontrast til skagensmalernes traditionelle farvesyn, som tit er sådan lidt douche og dæmpet. Der er Willumsen jo helt vild, og det synes jeg er meget fint.”

J.F. Willumsen: “Lille pige på Skagen Nordstrand”. 1909. Skagens Kunstmuseer