
”På dette maleri har parret foreviget hinanden i en stille stund sidst på dagen, hvor de sammen sidder og betragter noget af dagens arbejde. Billedet er et fællesmaleri, hvor de begge har portrætteret hinanden i en situation, hvor arbejde og privatliv flyder sammen.
Billedet skildrer den ekstra dimension, livet får, når man både lever sammen og arbejder sammen på et fælles projekt. Når man om aftenen kan evaluere dagens arbejde og tale om løst og fast, inden dagen helt er forbi. Det kan give ekstra indhold i tilværelsen, når man som par også deler den samme faglige interesse.
Det er en noget, vi genkender fra vores eget hverdags- og arbejdsliv, hvor vi er partnere i privatlivet samtidig med, at vi i vores professionelle liv også arbejder sammen på vores fælles projekt kulturmagasinet Fine Spind – selvfølgelig med hjælp fra en mængde dygtige skribenter.
Billedet af Anna og Michael Ancher skildrer også tydeligt med varme og glød den gensidige respekt, de to kunstnere havde for hinandens arbejde i et for samtiden sjældent ligeværdigt ægteskab.”
Anna og Michael Ancher: “Dagens arbejde bedømmes”. 1883. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst