Kønt med kant

Tekstildesigneren Evalou Hauge har udviklet en serie af duge, bordløbere og servietter til Skagens Kunstmuseer med inspiration fra Anna Anchers populære værk Interiør med klematis fra 1913.

af Skagens Kunstmuseer

Foto: Anders Hauge

Lyseblå damask har indtaget Skagens Kunstmuseers butik. Det stærke, vævede stof er blevet omsat til duge, viskestykker, bordløbere og servietter med inspiration fra Anna Anchers berømte maleri Interiør med klematis fra 1913. Det er Evalou Hauge, tekstildesigneren bag Evalou, der har designet serien.

Da hun havde set dette års retrospektive udstilling om Anna Ancher, som netop nu går ind i sine sidste uger på Skagens Museum, kunne hun ikke slippe malerens univers. ”Der er et eller andet ved stærke kvinder, som jeg til stadighed drages imod og lader mig inspirere af i mit arbejde,” siger Evalou Hauge. ”Jeg har før arbejdet med Karen Blixen og Anna Ancher var ret naturligt den næste i rækken, fordi der de senere år er opstået den her store respekt for og forståelse for hendes arbejde, særligt med den store retrospektive udstilling i år.”

Evalou Hauge har tidligere designet damaskprodukter til bl.a. Karen Blixen Museum, Frederiksborg Slot og Københavns Rådhus samt udviklet mønstre til IKEA og lamper til Le Klint. Nu er hendes arbejde også tilgængeligt i Skagens Kunstmuseers butik.

Anna Ancher: ”Interiør med klematis”. (1913). Olie på lærred

Anna Ancher på dug
Interiør med klematis blev udgangspunkt for Evalou Hauges damaskserie for Skagens Kunstmuseer. Værket, som er et af Anna Anchers mest populære, viser et udsnit af kunstnerens eget atelier i hjemmet på Markvej i Skagen, og det var Charlotte Beck Jensen, som leder Skagens Kunstmuseers butik, der foreslog Evalou Hauge at bruge det. ”Det er et virkelig elsket motiv, som folk kigger på igen og igen. Charlotte var en stor del af udviklingsprocessen af kollektionen og fortalte, at det er et motiv, folk vender tilbage til både som kunstværk og som reproduktion i butikken,” siger designeren.

Det er buketten på bordet, der har inspireret Evalou Hauge til tekstilseriens mønster. Hun fandt ud af, at den fyldige buket bestod af kun to planter: klematis jackmanii, som vokser i Skagens Museums have, og brudeslør. ”Jeg kunne godt tænke mig noget mere fylde og ornamentik i mønsteret, så jeg gik på jagt efter andre planter, som kunne supplere klematis og brudeslør. Jeg gik i klitterne og på stranden, hvor jeg fandt planter, som er særegne for den botanik, der er i Skagen,” forklarer hun. Hun valgte sandhjælme, lyng, klitstedmoder, bævreasp, Skagenhullæbe og havtorn.

Blandingen af smukke blomster og vilde planter er karakteristisk for Evalou Hauges designs: ”Jeg elsker at tegne blomster, men de må gerne være lidt rå. Det er også derfor, jeg har tegnet rødderne med på de græsplanter, jeg har placeret langs kanterne på dugen. Det skulle ikke være tøset, for det må gerne være kønt med kant!”

Dugens blålilla farve er inspireret af dels klematissen fra museumshaven, dels himlen og vandet omkring Skagen. ”Og så står den rigtig godt til en frokosttallerken,” konstaterer hun. ”Det er samtidig en smuk dug at have med ude i naturen, for den står godt til grønne træer og blå himmel.”

Dugens rolle
Evalou Hauge håber, at hendes Anna Ancher-inspirerede dug kan blive et samlende element i almindelige menneskers travle hverdag. ”Jeg har en baby, en syvårig og en mand, der alle sammen griser rimelig meget, og vi har stadig dug på hver aften,” griner hun.

For Evalou Hauge er dugen en daglig påmindelse om at være sammen og om at tage sig tid. ”Det at lægge dugen på er en slags ritual for mig,” forklarer hun. ”Man rydder bordet, man ryster dugen, man lægger den på igen, man stryger hænderne hen over den for at sørge for, at den ligger glat, og så kommer tallerkenerne og maden på bordet, og så spiser man sammen. Det synes jeg er godt og vigtigt i en tid, hvor alting bare pumper afsted med hundredvis af kilometer i timen.”

Damaskserien fra Evalou sælges i Skagens Kunstmuseers butik og webshop. Den er designet af Evalou i Danmark og produceret i Portugal i samarbejde med Skagens Kunstmuseer. Serien består af en dug i fire størrelser samt matchende bordløber, servietter og viskestykker.