Mens vi venter på Vores Værker

Åbningen af Skagens Museums kommende særudstilling Vores Værker er udskudt, men samtalerne om vores alles favoritværker begynder alligevel nu på #voresværker.

Foto: Skagens Kunstmuseer

Den 7. november skulle Vores Værker, Skagens Museums kommende særudstilling, være åbnet. 63 værker og skilte er hængt op, udstillingslyset er indstillet, og dørene er klar til at blive låst op. Imidlertid følger museet de danske sundhedsmyndigheders skærpede restriktioner for syv nordjyske kommuner og holder derfor lukket indtil den 3. december. Dermed udskydes også den fysiske åbning af en udstilling, hvor 63 forskellige mennesker har valgt 63 forskellige værker og giver os 63 fortællinger om, hvad netop det stykke kulturarv, de har valgt, betyder for dem.

Udstillingens digitale del behøver heldigvis ikke at vente. Hashtagget #voresværker på Instagram fungerer som et digitalt udstillingsrum, der supplerer det fysiske rum i Skagen. Her kan alle gøre sig selv til en del af udstillingen ved at poste et foto af et værk, der betyder noget særligt for dem og forklare hvorfor. Her kan man også møde udstillingens deltagere, der løbende i videoer og tekst sætter ord på deres valg. Samtalen om kulturarvens betydning for os alle sammen og hver især kan derfor udfolde sig her.

#voresværker giver alle mulighed for at bidrage til udstillingen, men det tilbyder også fælles kunstoplevelser og dialog om dem i en tid, hvor afstand og nedlukning stadig fylder. Intet trumfer det virkelige møde mellem menneske og kunstværk, men fortællingerne om alle disse møder er sjove, rørende, oplysende og udfordrende. Det er de fortællinger, der er plads til på #voresværker. Lad os dele dem med hinanden.

Fakta

Udstillingens åbning er udskudt, men #voresværker er i gang på Instagram

63 mennesker har valgt 63 værker fra Skagens Museums samling og fortæller 63 historier om dem

Deltagende er blandt andre kulturminister Joy Mogensen, sanger og sangskriver Niels Hausgaard, skuespiller Malene Schwartz, direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev, badmintonspiller Kamilla Rytter Pedersen og kunstner Erik A. Frandsen

Projektet er støttet af Ny Carlsbergfondet