af Holger Drachmann
Da Bygen kom op,
Tog Folk fra Skoven
Og vendte Ryggen
Til Vinden og Voven.
Landskabsmaleren
Blev derude,
Lod Vandet øse
Og Vinden tude,
Og Bygen drev over.
Solskyen skinnende
Kasted Reflexer
I Vandet det rindende.
Træerne bar
Diamanter i Kronerne; —
Fyndigt og kraftigt
Stod Farvetonerne.
Det blev til et Billed, —
Der blev kriticeret
Som unaturligt
Og maniereret.
Det Dagligdags mangled.
— Saa mente de Lærde. —
Lyset var grelt
Og Skyggen var Sværte.
Landskabsmaleren
Bukked og takked,
Og vendte saa Ryggen
Til dem, der snakked;
Til dem, der snakked
Om Farven som Blinde. —
Han var jo derude
Mens de var inde.
