Holger Drachmann tog byen Paris’ motto som sit, Fluctuat, nec mergitur (Det gynger, men det synker ikke). Kun lidt var stabilt i Holger Drachmanns liv, og det samme gjorde sig gældende for hans arbejde. Ethvert litteraturhistorisk eller kunsthistorisk forsøg på at sætte for faste rammer og foretage en for stram periodisering må renoncere.
I forfatterskabets første periode var der mange korrespondancer mellem hans billedkunstneriske baggrund og hans litteratur både i hans litterære praksis og i hans brug af metaforer hentet fra et billedkunstnerisk domæne.
De mange forbindelser mellem hans litteratur og hans billedkunst gjorde det naturligt, at de to også skulle dele motiv. Måske derfor ser vi de mange hav-digte, hav-fortællinger og hav-romaner i forfatterskabets første del. Senere, som veletableret forfatter, opgav Drachmann til gengæld havet som litterært motiv og delte sin kunstneriske praksis i to – en litterær, der forudsatte afstand til motivet, og en billedkunstnerisk, der fortsat hvilede på det nære naturstudie. Hans to kunstneriske virker, billedkunsten og litteraturen, stævnede ud kort efter hinanden. De fulgte samme rute til at begynde med, men senere kom de fra hinanden. Maleriet forblev til havs, mens litteraturen krøb på land.
Holger Drachmann: Klippekyst. U.å.
At Holger Drachmann først var maler og siden forfatter, var ikke entydigt. Årene inden det egentlige forfatterskab var ikke uden tekster fra hans hånd. Hans tidlige kunstkritik havde relevans for både hans forfatterskab og for hans virke som billedkunstner og kan i nogen grad anskues som forudsætningen for begge. Elementer fra Drachmanns kunstkritik var nok så meget poetik som æstetik og angav den oprindelige kurs for det egentlige forfatterskab. Hans tidlige kunstkritik viser hans litteraturs og hans billedkunsts fælles metode, det nære naturstudium og en malerisk, udvendig gengivelse af virkeligheden – gengivet med en sømands erfaring.
Kunstkritikken havde også en egen selvstændig værdi, der rakte ud over Drachmanns eget livsværk: Den var et reflekteret og bemærkelsesværdigt tidligt opråb for det friluftsmaleri, der skulle komme til at dominere dansk kunst i den følgende tid. Drachmann var æstetisk fremsynet, hvilket han sjældent anerkendes for.
Drachmanns tidlige kunstkritik er ordrig. Den udtrykker et behov hos den unge maler for et andet medie end skitseblokken, lærredet og oliefarverne. Den viser et boblende overskud af tanker om kunst, om virkeligheden, dens gengivelse – og om havet.
