Drachmannlegatet går til Kim Leine

Forfatteren Kim Leine hædres med dette års Drachmannlegat. Det sker efter indstilling fra legatkomitéen, bestående af forfatterne Hanne Marie Svendsen og Jens Christian Grøndahl.

Kim Leine. Foto: Robin Skjoldborg.

’Der er tale om et stort, originalt forfatterskab’, skriver legatkomitéen i motiveringen for at give legatet til Kim Leine.

’Hans indgang til litteraturen var smertelig og grum, indtil han, da han var midt i fyrrerne, kunne debutere med romanen ”Kalak” (2007)’, noteres det i begrundelsen, som også rummer følgende beskrivelse af legatmodtagerens udvikling:

’Kim Leine voksede op i Norge inden for strenge rammer af Jehovas vidner. Som halvvoksen flygtede han til Danmark, hvor hans far i en længere periode misbrugte ham seksuelt. Senere tog han en uddannelse som sygeplejerske, flyttede til Grønland og pendlede fra 1989 til 2004 mellem Danmark og Grønland, hvor han på sin krop oplevede sammenstødet mellem to kulturer, havde svært ved at finde sin egen identitet og blev pillemisbruger i stor stil. Det er denne vilde livsrejse, der danner grundlag for debutromanen.’

Siden 2007 har Kim Leine på forlaget Gyldendal fået udgivet en række historiske romaner, heriblandt Grønlandsromanerne ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012) og ”Rød mand/Sort mand” (2018), som fortæller historien om koloniseringen af Grønland i 1728, om præsten Hans Egede og om åndemaneren Aappaluttoq.

Desuden har Kim Leine skrevet tre børnebøger: ”Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden” (2015), ”Skovpigen Skærv” (2016) og ”Pigen der kunne tale med hunde” (2017).

Drachmannlegatet

Drachmannlegatet blev uddelt første gang i 1917, året efter at marinemaleren og forfatteren Holger Drachmann (1846 – 1908) ville være blevet 70 år. Den allerførste modtager af legatet var romanforfatteren Johannes Buchholtz (1882-1940). Siden da er legatet årligt, med få undtagelser, blevet uddelt på Holger Drachmanns fødselsdag den 9. oktober. Med legatet følger et ophold på Klitgaarden Refugium, foruden legatsummen på kr. 15.000.

Blandt de tidligere modtagere af legatet findes navne som Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Ole Sarvig, Inger Christensen, Klaus Rifbjerg og Ib Michael. En oversigt over tidligere modtagere findes her.

Dette års legat-overrækkelse finder sted tirsdag den 15. oktober på Skagens Museum. Museet viser netop nu særudstillingen JEG ER HAV – Drachmann med pen og pensel. Museets gæster har mulighed for at overvære overrækkelsen. Læs om arrangementet.