Skagensmalerne og Venedig Biennalen

Engang var skagensmalerne samtidskunst, og omkring århundredeskiftet var de flittige deltagere på biennalen i Venedig.

Altsaa – jeg sidder her udenfor Udstillingsbygningen under de grønne Træer, med en Carafon herlig Hvidvin foran mig.
P.S. Krøyer i brev til Emil Hannover 18. maj 1909

I foråret 1909 havde P.S. Krøyer god grund til at glæde sig, fejre og nyde et glas vin udenfor udstillingspalæet i det område, vi i dag kender som Giardini. Venedig Biennalen det år var bygget op omkring præsentationen af fem kunstneres værker: Albert Besnard, Anders Zorn, Franz von Stuck, Tito Ettore – og P.S. Krøyer selv, der var repræsenteret med 43 værker.

Krøyers Sankt Hansblus på Skagen strand i biennale-kataloget fra 1909. Værket var Krøyers sidste, store gruppeportræt og hænger i dag i Plesnersalene på Skagens Museum.

Udstillingen af Krøyers værker på biennalen i 1909 var kulminationen på en lang og glorværdig karriere, der dog snart skulle slutte. I november samme år døde Krøyer i Skagen. Han havde på det tidspunkt været knyttet til biennalen som kommissær siden den allerførste i 1895.

I biennalens første udgaver er skagensmalerne og kunstnere med tilknytning til kunstnerkolonien særdeles velrepræsenteret. I 1895 kunne publikummet i Venedig opleve værker af skandinaviske kunstnere som Michael Ancher, Oscar Björck, Niels Pedersen Mols, Thorvald Niss, Julius Paulsen, Eilif Petersen, Christian Skredsvig, Frits Thaulow og Laurits Tuxen foruden Krøyers selv.

Lærreder fra Skagens strande og vejrbidte fiskere tegnede sig i biennalens første år for en pæn del af Danmarks officielle repræsentation i Venedig.

P.S. Krøyer: Holger Drachmann. 1895. Krøyers store portræt af Holger Drachmann blev bestilt af Drachmanns forlægger Jacob Hegel og Krøyer udstillede det på Venedigbiennalen i 1899. Værket hænger i dag i Plesnersalene på Skagens Museum.

Krøyers mesterværker i Venedig

I årene omkring århundredeskiftet var Krøyer beskæftiget med de store bestilte gruppeportrætter, der er temaet for denne sommers store særudstilling MESTERVÆRKER – Krøyer på bestilling.

Arbejdet med de store gruppeportrætter blev afspejlet af værkudvalget til biennalerne. Blandt Krøyers værker på biennalen i 1897 finder vi i kataloget Studio per un gran quadro: La borsa di Copenhagen, altså et forarbejde til det monumentale værk Fra Københavns Børs, som Krøyer havde færdiggjort i 1895.

Krøyers portræt af Japetus Stenstrup var blandt de værker, som blev udstillet på biennalen i 1909. Det kan opleves fra 25. maj på udstillingen MESTERVÆRKER – Krøyer på bestilling. P.S. Krøyer: Professor i zoologi, Japetus Steenstrup holder foredrag. 1895. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, København. Foto: SMK Foto.

På den store retrospektive præsentation af Krøyers værker i 1909 kunne publikummet i Venedig bl.a. opleve Komiteen for den franske Kunstudstilling i København 1888 samt flere forarbejder til Fra Københavns Børs og Et møde i Videnskabernes Selskab, 1897. De endelige værker samt flere af forarbejderne kan opleves på den kommende udstilling på Skagens Museum.

Skagensmalerne vender tilbage til Venedig

Biennalen i 1909 blev foreløbigt den sidste med dansk deltagelse. Først i 1932 vendte Danmark tilbage til Venedig – og endnu engang fik skagensmalerne et aftryk på udstillingen.

Viggo Johansen. Mor og barn. 1885. Olie på lærred. Værket kan opleves i Østre sidegang på Skagens Museum.

Som åbningsudstilling for Danmarks nye pavillon tegnet af arkitekten Carl Brummer, viste Danmark en udstilling med udvalgte værker fra dansk billedkunst 1890-1910. På udstillingen indgik flere værker, der i dag indgår i Skagens Kunstmuseers samling, heriblandt Viggo Johansens Mor og Barn fra 1895, der tidligere på året blev genophængt i den udstillede samling på Skagens Museum.


I egenskab af formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst deltager Skagens Kunstmuseers direktør Lisette Vind Ebbesen i åbningen af den danske pavillon på årets Venedig Biennale. Danmark er i år repræsenteret af billedkunstner Larissa Sansour (f. 1973). Læs mere på kunst.dk eller følg tagget #danishpavilion på sociale medier.