Ungdomsuddannelserne

Læringstilbud til ungdomsuddannelser


Til ungdomsuddannelserne tilbyder Skagens Kunstmuseer målrettede omvisninger. Vi skræddersyr gerne omvisninger efter jeres ønsker og tilbyder både omvisninger i vores særudstillinger, i samlingen og i de to kunstnerhjem Anchers Hus og Drachmanns Hus.


Book en formidler i Det Eksploderede Tegneværksted

Tegn jer igennem salens 6 aktiviteter med en af museets formidlere. I bliver guidet igennem hver enkelt tegneaktivitet, får oplevelsen af at tegne på mange forskellige materialer og flader, og får historien bag den. Tilbuddets indhold tilpasses forskellige aldersgrupper.
Læs mere om Det Eksploderede Tegneværksted her


Omvisning: Skagensmalernes kunst og visioner – en generel introduktion til skagensmalerne og Skagens Museums samling

Omvisningen er en grundig introduktion til skagensmalerne og den tid de levede i. Vi går på opdagelse i udvalgte hovedværker og taler om kunstnerisk inspiration, visioner, motivvalg, farver, komposition og maleteknik.  Vi taler om hvad det var, der fik kunstnerne til at komme til Skagen og hvad kunstnerkolonien kom til at betyde for det lille lokalsamfund i Skagen. Endelig bliver kunstnerkolonien i Skagen sat ind i en bredere national og international sammenhæng.

Eleverne opmuntres til at sætte ord på deres oplevelser af malerierne undervejs.

Museet tilbyder gratis undervisningsmateriale, der relaterer sig til omvisningerne og som med fordel kan bruges før, under eller efter et besøg på museet. Find undervisningsmaterialet her.


Omvisning: Skagensmalerne og det moderne gennembrud

På omvisningen får eleverne en grundig introduktion til skagensmalerne og den tid de levede i. Eleverne vil sammen med omviseren gå på opdagelse i udvalgte hovedværker og snakke om inspiration, farver, komposition og motivvalg. Den kulturelle bevægelse, Det Moderne Gennembrud, løb som en bølge gennem Europa i slutningen af 1800-tallet. Kunstnerkolonien i Skagen var en del af den bevægelse, og det havde indflydelse på deres motivvalg, maleteknik og livsførelse. Frontløberne i den nye bevægelse provokerede ved at sætte spørgsmålstegn ved gamle værdier og traditioner. De var bl.a. fortalere for den personlige frihed, lighed mellem kønnene og individets ret til et selvstændigt liv. Vi ser på hvordan de nye tendenser kommer til udtryk i skagensmalernes kunst. Vi taler endvidere om, hvad det var, der fik kunstnerne til at komme til Skagen, og hvad kunstnerkolonien kom til at betyde for byen.  Endelig bliver kunstnerkolonien i Skagen sat ind i en bredere national og international sammenhæng.

Eleverne opmuntres til at sætte ord på deres oplevelser af malerierne undervejs.

Klassen kan med fordel arbejde med undervisningsmaterialet: Det Moderne Gennembruds Kvinder før, under eller efter besøget.  Download materialet gratis her.


Omvisning: Billedanalyse

Billedanalyse åbner for en hel verden af spændende og tankevækkende ting i kunsten, som man måske ikke lige lægger mærke til ved første øjekast. Vi går i dybden med udvalgte af museets værker, og ser på kunstnernes valg af fx komposition, farver, lys og beskæring – alle vigtige elementer, som malerne brugte til at ”bygge” deres værker op og skabe fortælling. Værk og kunstner sættes også i et bredere perspektiv, når vi taler om den historiske sammenhæng og kunstneriske genrer.

Eleverne opmuntres til at sætte ord på deres oplevelser af malerierne undervejs.

Museet tilbyder gratis undervisningsmateriale, der relaterer sig til omvisningerne og som med fordel kan bruges før, under eller efter et besøg på museet. Find undervisningsmaterialet her.