Stort Krøyer-maleri fra Børsen udlånes til Skagens Museum

Det ikoniske gruppeportræt Fra Københavns Børs, 1895 af P.S. Krøyer skal tilbringe det næste år på Skagens Museum. Det hang på Børsen, indtil bygningen brød i brand i april 2024 og nu udlåner Dansk Erhverv maleriet til museet.

P.S. Krøyer: Fra Københavns Børs (1895)

 

Det er ikke længe siden, P.S. Krøyers berømte Fra Københavns Børs blev båret ud af flammerne fra Børsen i København. Maleriet kom ud i god stand, og om kort tid skal det store værk transporteres igen, men denne gang under fredelige forhold: Det udlånes nemlig til Skagens Museum, hvor det kan opleves fra den 21. juni 2024.

”Det lykkedes at redde langt størstedelen af Børsens kunstgenstande og kulturskatte ud under branden i april. Heriblandt en af kronjuvelerne i samlingen, som er det store Krøyer-maleri af børsherrerne. Det er i en noget nær fuldstændig intakt stand, og derfor vil det også være ærgerligt, at det skal stå opmagasineret i lang tid. Så jeg er helt vildt henrykt over, at vi i Dansk Erhverv har kunnet lave en aftale med Skagens Museum om, at det her hovedværk af Krøyer nu kan udlånes og få et midlertidigt fantastisk og velkendt hjem i Skagen, hvor billedet også har været udstillet før. Det giver rigtig god mening, og vi er rigtig glade for, at Skagens Museum kan give danskerne mulighed for at se dette flotte maleri, som overlevede branden takket være en stor indsats fra beredskabs- og museumsfolk, samt medarbejdere i Dansk Erhverv,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.


Fra Københavns Børs til Skagens Museum

Maleriet er efter branden blevet tilset af Nationalmuseets konservatorer, som har konstateret, at maleriet er i god stand og klart til at blive udstillet. På Skagens Museum glæder direktør, Lisette Vind Ebbesen, sig til at fortælle historien om det spændende maleri: ”Det er en meget stor glæde og ære, at vi kan få lov til at passe på dette monumentale P.S. Krøyer-maleri,” siger Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer.

”Det er et værk, som indeholder en masse spændende fortællinger – både om et meget specifikt stykke dansk erhvervshistorie og om Krøyers evner til at mestre en kompleks komposition med mange portrætter. Og så vidner maleriet om Dansk Erhvervs fine kunstsamling, der trækker tråde ud i hele Danmark, og som heldigvis blev reddet.”


Fra Københavns Børs
udlånes til Skagens Museum allerede fra den 21. juni 2024.

For yderligere informationer, kontakt:
Simone Sefland Storm Pedersen, presseansvarlig
sse@skagenskunstmuseer.dk
81 77 09 23