Der er lagt op til en brag af en fest, når Skagens Kunstmuseer fylder haven ved Anchers hus med musik, historier og brevoplæsning. Det sker den 19. august fra klokken 12 og resten af dagen for at markere kunstnerhjemmets grundlægger, Helga Anchers fødselsdag. Hun bliver 138 år.
Kunstneren, datteren, dyreentusiasten, storlæseren og årsagen til, at Anchers Hus kunne åbne som museum i 1967, Helga Ancher var datter af Anna og Michael Ancher og voksede op i huset på Markvej i Skagen, midt i den blomstrende kunstnerkoloni. Efter forældrenes død besluttede hun, at hjemmet skulle bevares for eftertiden som museum, når hun selv gik bort. Netop den 19. august 2021 ville hun være fyldt 138 år, og derfor fylder Skagens Kunstmuseer haven med talks, jazz og festivitas.
Testamenterede sin arv til museum
Da Helga Ancher blev født den 19. august 1883, strømmede lykønskningerne ind til hendes forældre. En af gratulanterne var digteren Holger Drachmann, som ønskede Anna og Michael Ancher ”til Lykke med Arvingen”. Det er netop sådan de fleste kender hende: som forvalter af sine forældres arv. Helga Ancher var imidlertid også helt sin egen.
Det kan ellers være svært at opdage, siger museumsinspektør Andreas Bjerre. Han har beskæftiget sig indgående med Helga Ancher det seneste år – han har nemlig indrettet hendes kombinerede soveværelse og stue på første sal i Anchers Hus. ”Der findes ikke så meget information om hende,” siger han. ”Det, man kan læse om hende, er mest biografiske og formelle oplysninger, men de genstande, hun har efterladt sig, giver indtryk af at hun som et komplekst og nuanceret menneske.”
Arvingen
Helga Ancher har ikke efterladt sig en kulørt, offentlig livshistorie, som nogle af de kunstnere, hun voksede op med, har. Også de biografiske oplysninger fastholder billedet af Helga Ancher som sine forældres arving. Hun boede sammen med dem, først i Havehuset og siden i Anchers Hus, til Anna Ancher døde i 1935. Hun uddannede sig, ligesom dem, som kunstmaler i København og Paris. Hun giftede sig aldrig og fik ingen børn, men hun engagerede sig i Skagens Museum og oprettelsen af det, som blev til museet Anchers Hus.
Helga Ancher var suppleant i Skagens Museums bestyrelse fra 1928, formand fra 1935 og frem til 1964. I 1959 ledte hun stiftelsen af Skagens Museums Venner, en forening som skulle yde økonomisk støtte til museet. Foreningen gjorde hende til æresmedlem det følgende år. Da hun døde i 1964, blev det offentliggjort, at hun havde testamenteret hele sin arv – kunstnerhjemmet på Markvej, dets interiør og kunstværker – til Helga Anchers Fond, som samtidig skulle oprettes. Fonden fik til formål at bevare huset som selvstændigt museum.
”Helga er den direkte årsag til, at vi i dag kan besøge Anchers Hus og se så meget af det oprindelige interiør og de oprindelige malerier, fordi hun sørgede for at få det bevaret tidligt,” siger Bjerre.
”Størstedelen af hendes senere liv har handlet om at bevare og sikre arven fra forældrene. Måske blev det sådan, fordi hun aldrig selv stiftede familie og måske fordi hun havde en bevidsthed om, at hun var den eneste tilbageværende af Brøndum-slægten, og hun derfor betragtede det som en opgave at være den, som bevarede det hele for eftertiden,” foreslår Bjerre.
Helgas facetter
Selvom Helga Ancher foreløbig er gået over i historien som sine forældres datter, havde hun også sine egne interesser.
”Helgas ejendele stikker i mange retninger og giver indtryk af at hun var et mangefacetteret menneske,” siger Bjerre. ”Når vi bare kigger på hendes smag i smykker, ejede hun både smukke smykker af god kvalitet og plasticskrammel, man kunne have købt på en turistferie”, fortæller Bjerre.
De mange facetter går igen i Helga Anchers bogsamling. Hun var en læsehest og efterlod sig en omfangsrig bogsamling, som indeholdt kunstbøger, historiebøger, fabler og mytologi, komedier, franske børnebøger, kærlighedsromaner og en del bøger om dyr. ”Hun har læst rigtig, rigtig meget og sandsynligvis været meget vidende og videbegærlig,” siger Bjerre.
Dyr, kunst og familie
Trods den brede smag løber tre elementer alligevel gennem hendes liv som røde tråde: dyr, kunst og en stærk tilknytning til familien.
Dyrene myldrer ud fra Helga Anchers gemmer. Hun havde store postkortsamlinger med billeder af dyr fra bl.a. Københavns og Hamborgs Zoologiske Haver og sirlige mapper med udklip af dyr i bevægelse. I indretningen af hendes kombinerede stue og soveværelse på Markvej manifesterede dyrene sig også, for de eneste to malerier, hun havde hængende på væggene, var et Hans Smidt-værk af to gæs og et portræt N. P. Mols havde malet af familiens jagthund Boy. Hun efterlod sig også adskillige programmer fra galopbaner i Danmark og flere udklip fra derbyreportager. ”Det hele viser at dyreinteressen følger hende hele livet,” siger Bjerre.
Kunsten fulgte Helga Ancher lige så længe som dyrene og ifølge Bjerre blev hun tidligt indført i den. En del af Helga Anchers børnetegninger er samlet i kladdehæfter.
”Der er sider med detaljerede tegninger af en hov, som kræver disciplin og koncentration, og som står i modsætning til de tegninger, hvor hun fyrer den fuldstændig af og tegner ti små nisser, der fiser rundt imellem trolde og hekse.” De mytologiske motiver fes ikke bare rundt på børnetegningerne, men er også foreviget af Helga Ancher på både fodgavlen og siderne af hendes seng, som i dag kan ses i Anchers Hus. På sengen har hun malet feer, drager og havmænd.
Men Helga Ancher malede også det nære. Hun har malet sin læsende mor, sin hvilende far, et portræt af sin onkel Degn Brøndum og ikke mindst Brøndum-søstrene. ”Hun har været enormt tæt knyttet til sin familie og særligt sine forældre hele livet – og det må have været et tilvalg, for hun var både i Paris som 25-26-årig og senere i Rom og talte givetvis flere sprog. Hun har haft mulighed for at rejse væk, men hun blev hjemme,” siger Bjerre.
I livet og kunsten – fortællinger fra Anchers
Da Anchers Hus i slutningen af 2014 fusionerede med Skagens Museum, blev kunstnerhjemmet og arven fra familien Ancher ændret fra at være en privat fond (Helga Anchers Fond) til at blive en unik og vigtig del af et statsanerkendt kunstmuseum. Kunstnerhjemmet indeholder en enorm samling af kunstværker og genstande – hidtil ukendte skatte og historier omkring familien Ancher.
De seneste år har museet været i gang med en omfattende gennemgang af alle disse værker og genstande. Denne netop afsluttede samlingsgennemgang har til formål at skabe et fuldt og helt overblik over samtlige genstande i huset. Det store registreringsarbejde og de mange fund i huset udmøntes i en særudstilling i 2022, I livet og kunsten – fortællinger fra Anchers, hvor en række fund og genstande fra huset vil blive udstillet for første gang.
Fødselsdagskager med historie
Et af fundene er en regning på fødselsdagskager, så man kan i dag se, hvilke kager familien Anchers selv fejrede dagen med. Ikke mindre end 100 vandbakkelser og tre lagkager stod der på regningen fra Bager Winthers, der tillige var forsynet med en lille fødselsdagshilsen på bagsiden. Bageriet Baghaven har i dagens anledning udvalgt og bagt en af dem, som vil kunne købes på dagen.Program for dagen:
12.00: Jazz i haven ved Salvador Olmos Trio
13.00: Hvem var Helga Ancher og hvad optog hende? Kom og hør nærmere om dagens fødselar.
13.15: Familien Anchers naboer. Hør mere om naboskabet i haven, både nu og da.
13.30: Kom helt tæt på Helga Ancher, når vi skal lytte til oplæsning af nogle af hendes breve.
14.00: Rundt om Anchers Hus. Få en kort introduktion til familien Ancher inden du besøger deres hus.
14.30: Jazz i haven ved Salvador Olmos Trio
15.30: Hvem var Helga Ancher og hvad optog hende? Kom med og hør nærmere om dagens fødselar.
15.45: Familien Anchers naboer. Hør mere om naboskabet i haven, både nu og da.
16.00: Kom helt tæt på Helga Ancher, når vi skal lytte til oplæsning af nogle af hendes breve.
Jazz i haven ved Salvador Olmos Trio indgår i et større program med sommerkoncerter på tværs af regionen finansieret af KulturKANten, Nordjyllands kulturaftale.