En Karikatur
Uddrag fra bogen “JEG ER HAV – Holger Drachmann med pen og pensel”
Til trods for at han efterhånden har været død i over et århundrede, fortsætter Drachmann-mytens knopskydninger ufortrødent i nyere tid. Forfatter Klaus Rifbjerg (1931-2015) var en yderst produktiv og alsidig repræsentant for modernismen i dansk efterkrigslitteratur, og det kan virke overraskende, at han var en beundrer af Drachmann. Rifbjergs veneration havde til dels at gøre med hans valgslægtskab med Drachmann som digter, men frem for alt med den kunstneriske nonkonformisme, som prægede begge kunstneres væremåde. Desuden var de fælles om at være sig bevidste om, at man som kunstner er nødt til at pleje sit image i medierne, hvis man vil have opmærksomhed og opnå succes. Rifbjerg var ikke blot dygtig til at reklamere for sig selv, han kritiserede også tidens uhæmmede forbrugerisme, som paradoksalt nok netop hvilede på anvendelse af reklame. Det var denne ambivalente, tveæggede holdning vis-a-vis Rifbjergs egen status som kendis, som tegneren Per Marquart Otzen (f. 1944) i 2002 indfangede i nogle skitser til en karikatur, der kom til at ledsage et haikudigt af Rifbjerg i dagbladet Information.
’Jeg elsker mit land / Og jeg gør alt hvad jeg kan /Ligesom ham Drachmann’
Per Marquart Otzen: Karikatur af Holger Drachmann med haiku af Klaus Rifbjerg. 2002
Karikaturen synliggør slægtskabet mellem Rifbjerg og Drachmann, og den giver samtidig et klart fingerpeg om, hvor levende Drachmann-myten stadigvæk er i dag. Desuden tager Rifbjergs haikudigt, øverst i højre hjørne af arket, os et spadestik dybere i Drachmann-mytologien, eftersom digtet vidner om Rifbjergs subtile, respektfulde men også (selv)ironiske genbrug af en Drachmann-tekst ved at omformulere den kendte kvasi-nationalsang, midsommervisen. Dette dobbelteksponerer – eller morpher – Per Marquart Otzen i sine streger ved at lade både Klaus Rifbjergs og Holger Drachmanns fysiognomier smelte sammen, samtidig med at Rifbjergs ord kommenterer Drachmann både som kendis og som digterkollega. Dermed bekræfter denne tegning som helhed den gamle skjalds status som berømthed og fremhæver hans vedvarende mytiske stilling i den kollektive danske kulturelle bevidsthed. Herudover indordner Drachmann-myten sig helt gnidningsløst i den overordnede mytologisering af skagensmalerne som kunstnerkoloni, og på den måde indgår den ikke blot i levende populærkulturelle og turistiske sammenhænge, men overlever den også i den finere ende af kulturlivet.
Læs mere om myten, selviscenesættelsen og havet i bogen: “JEG ER HAV”.
