Pressemeddelelse: So long – fra kælder til nye samlinger
Særudstilling på Skagens Museum, 15. september– 30. december 2018
Undtagelsesvist kan man nu på Skagens Museum besøge en særudstilling, der ikke indeholder et eneste værk af skagensmalerne – sideløbende med den faste udstilling af museets hovedværker.
Den kommende særudstilling med titlen ”So long – fra kælder til nye samlinger” giver publikum en chance for at se kunstværker, som i årevis har samlet støv i museets magasiner. Nu er der truffet beslutning om at udskille de pågældende værker fra Skagens Kunstmuseers samling. De bliver overdraget til andre statsanerkendte museer, i overensstemmelse med museumsloven og i forståelse med tilsynsmyndigheden, Slots- og Kulturstyrelsen.
Skagens Kunstmuseer er et museum for skagensmalere, nærmere betegnet de danske og udenlandske kunstnere, der i årene 1870-1935 var en del af kunstnerkolonien i Skagen. De 35 værker, der nu udskilles, er lavet af forskellige kunstnere i tiden efter skagensmalerne, og de har ingen direkte relation til skagensmalerne. Udstillingen giver indblik i hvordan værkerne er blevet en del af Skagens Kunstmuseers samling, og hvorfor de nu forlader museet på Brøndumsvej i Skagen.
– Værkerne har stort set aldrig været udstillede. Nu bliver de en del af andre samlinger, hvor de hører bedre hjemme end hos os, hvor der vil blive passet godt på dem, forsket i dem og hvor de vil være tilgængelige for offentligheden, siger direktør Lisette Vind Ebbesen, Skagens Kunstmuseer.
– Med udstillingen ønsker vi at belyse begrundelsen for at udskille værkerne fra vores samling og at vise dem i Skagen, inden de drager afsted til deres nye hjem. Vi vil gerne give vores egne gæster lejlighed til at tage værkerne i øjesyn, så de kan forvisse sig om at de ganske vist er seværdige, men ikke har forbindelse til vores speciale, som er skagensmalerne, uddyber hun.
På udstillingen er følgende kunstnere repræsenteret: Knud Agger, Gerda Thune Andersen, Poul Anker Bech, Karl Bovin, Frede Christoffersen, Sven Dalsgaard, Sven Danelund, Poul Ekelund, Aage Bernhard Frederiksen, Edgar Funch, Svavar Guðnason, Nicolai Hammer, Arne L. Hansen, Svend Wiig Hansen, Victor Haagen Müller, Stefan Viggo Pedersen, Valdemar Secher, Peter Tatarnikov, Ane Bjerg Thomsen og Poul Winther.
Størstedelen af de 35 kunstværker forbliver i den nordjyske museumsverden. Kystmuseet i Skagen er det nye hjem for 17 værker, mens Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring modtager 11 værker. Blandt de øvrige modtagende museer er Kunsten i Aalborg, Randers Kunstmuseum, Museum Jorn i Silkeborg, ARoS i Aarhus og Sorø Kunstmuseum.
Særudstillingen i skifersalen på Skagens Museum er åben fra 15. september til 30. december 2018.
Billeder af udvalgte kunstværker kan hentes på https://www.skyfish.com/p/skagenskunstmuseer/1287515
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til kommunikationschef Niels H. Bünemann, tlf. 81 77 02 66, nhb@skagenskunstmuseer.dk