Ophængt

454 værker fra samlingen

Udstillingen Ophængt præsenterer en salonophængning af 454 værker fra samlingen i de nyrenoverede Plesnersale.

13. februar 2016 – 28. december 2016  | Skagens Museum

På skagensmalernes tid var det almindeligt at lave udstillinger i en såkaldt salonophængning. En udstillingsform, hvor malerierne hænger så tæt, at rammerne næsten rører hinanden, fra gulv til loft. Navnet kommer af det franske akademis officielle udstillingssted i Paris, Salonen, hvor flere af skagensmalerne udstillede deres værker. På skagensmalernes tid kunne man endda finde på at beskære et maleri, for at få det til at passe ind i udstillingen.

Så langt er Skagens Kunstmuseer dog ikke gået i den nye udstilling. Her er værkerne hængt op i et omfattende puslespil, bestemt af rammernes mål, for at få plads til så mange som muligt: – Udstillingen er en introduktion til skagensmalerne, hvor den besøgende igennem tekster og værker får fortalt historien om skagensmalerne. Udstillingen starter fra begyndelsen, der hvor kunstnerne kom til Skagen, og slutter med Holger Drachmanns død og stiftelsen af Skagens Museum.

Vi håber, at gæsterne gennem udstillingen får en større forståelse for den kunstnerkoloni som opstod i Skagen i slutningen af 1800-tallet og som vi i dag kender som skagensmalerne, fortæller museumsinspektør Tine S. Haislund, der er kurator på udstillingen.

Fokus på nyerhvervelser, kunstnernes børn, gamle Ane og Drahmanns grav

I de mindre sidegallerier er der lavet en tematisk ophængning, som starter med en fortælling om Ane Brøndum, Anna Anchers mor, som åbnede sit gæstgiveri for de tilrejsende kunstnere og slutter med fokus på Holger Drachmanns død d. 14. januar 1908, en begivenhed som havde stor betydning for stiftelsen af Skagens Museum.

Undervejs fortælles bl.a. om Det Moderne Gennembrud, kunstnernes studier og rejser til udlandet, kunstnernes børn og historien om de perifere kunstnere som kun var en del af kolonien i en kort periode og som derfor ofte overses i fortællingen om skagensmalerne. Endelig dedikeres et helt udstillingsrum til formidling om de nyeste malerier som museet har erhvervet. Her sættes fokus på hvordan og hvorfor de er blevet tilføjet til samlingen og hvilke overvejelser der er forbundet med at indsamle værker til museets voksende samling.

Udstillingen Ophængt kan opleves i Plesnersalene på Skagens Museum til den 28. december 2016.