Lige et øjeblik! Skagensmalernes fotografier

8. februar 2025-14. september 2025

Mens de malede, fotograferede de. Eller blev fotograferede. Kunstnerne, som dannede en koloni i Skagen i den sidste halvdel af 1800erne, og danske fotografer fra samme tid, har efterladt sig en imponerende, sjov og inspirerende fotosamling. Den udstiller Skagens Museum nu for allerførste gang.

Fotografiet var det mest moderne, man kunne tænke sig, dengang i 1830erne og fremefter, og det var både fotograferne og modellerne også. I udstillingen kan man stå ansigt til ansigt med alt det, der foregik udenom de kendte malerier, og opleve kunstnernes livsstil – festerne, hverdagen, de små øjeblikke.

Fotografisamlingen fra Skagen emmer af spontanitet, men tvinger også beskueren til at standse og se nærmere: På den vejrbidte fiskers dragende blik langt inde under sydvesten, på Vibeke Krøyer til hest med J.F. Willumsen, på tre leende piger i en gyngesofa, på en storgrinende Anna Ancher, en koncentreret Carl Locher, der maler i rigtig dårligt vejr, og på alle de andre øjeblikke.

Samtidig sætter udstillingen fokus på fotografiet som medie og de mange fotografer, der gennem kameraets linse viser os deres øjes blik – nøjagtig som en maler – og de forskellige kameraer, og teknikker, de fangede øjeblikket med. Og så kan du også selv udforske fotografiets mange muligheder i udstillingen…

Udstillingen præsenteres i en moderne, legesyg iscenesættelse af den franske fotograf og fotokunstner Joséphine Douet.