Johannes Wilhjelm

— fra Italien til Skagen

Skagens Museum viser for første gang nogensinde en soloudstilling med kunstneren Johannes Wilhjelm (1868-1938), som var en del af kredsen af yngre skagensmalere.

26.01.2019 – 28.04.2019 | Skagens Museum

Johannes Wilhjelm voksede op på landet nær Nakskov og blev som 22-årig optaget på kunstakademiet i København. Herefter uddannede han sig på Kunstnernes Frie Studieskoler, hvor han først blev elev af P.S. Krøyer og senere af Kristian Zahrtmann.

Wilhjelm kom til Skagen første gang i 1909 i forbindelse med Krøyers begravelse og begyndte at male i Skagen året efter. Her blev han en integreret del af kunstnerkolonien indtil sin død. Han boede først til leje nær Laurits Tuxen i Skagen Vesterby, og i 1916 købte han sommerhus i Østerby, hvor han indrettede atelier.

Wilhjelm efterlod sig en stor produktion af værker, som er spredt rundt omkring i private samlinger og på museer i både Danmark og udlandet. I udstillingen møder vi både kunstnerens tidlige og sene værker. Vores mål er at genindskrive Wilhjelm i den danske kunsthistorie og føje nye facetter til både ham og tiden omkring ham. Der vil således være værker fra hans gentagne og lange ophold i Italien, fra de storladne vestjyske hede- og klitlandskaber omkring Svinkløv, fra tiden i kunstnerkolonien i Skagen, fra samværet med sin norske hustru og børnerige familie samt fra rejserne til svigerfamiliens Norge og fra Sydfrankrig.

Der er ikke tidligere forsket ret meget i Johannes Wilhjelms liv og kunstneriske produktion. I forbindelse med denne udstilling publiceres nu et forskningsbaseret katalog med tekster, som belyser kunstneren fra forskellige vinkler. Udstillingen præsenterer omkring 60 værker og bliver til i et nært samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum, som også viser udstillingen.

Pressen skrev:

Fremragende indblik i og overblik over en sen skagensmalers virke fra Italien til Skagen (Magasinet Kunst)

Under overskriften ”Johannes Wilhjelm – fra Italien til Skagen” kaster Skagens Museum nyt lys på en i mange år overset og glemt maler ved en smuk særudstilling i Skifer-salen. (Kunstavisen)

En varm tak til fondene og bidragyderne:

De Lolland-Falsterske Venstreblade af 1914’s Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Fuglsang Kunstmuseums Venner, Klostermarksskolen, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Landsdommer V. Gieses Legat, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Nikolai og Felix Fonden, Ny Carlsbergfondet, Oticon Fonden, Øllingsøe-Fonden.