Referat af ekstraordinær generalforsamling 4 . oktober 2017

Ekstraordinær Generalforsamling i Skagens Museums Venner
Onsdag den 4 . oktober 2017 kl. 19.30 på Skagens Museum

REFERAT

Formanden for foreningen, Flemming Vogdrup, bød velkommen til 26 medlemmer i Plesner-salen.

1. Valg af dirigent og referent

Til dirigent valgtes advokat Aksel Groth, til referent Hans Nielsen.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet, og præciserede hvordan landet lå efter den første ekstraordinære generalforsamling den 31. august 2017, hvor forslaget om at fusionere Skagens Museums Venner med Skagens Kunstmuseer blev vedtaget. Ved den kommende afstemning skulle to tredjedele af de fremmødte stemme for forslaget, for at det kunne blive endeligt vedtaget.

2. Forslag om fusionering med Skagens Kunstmuseer

Flemming Vogdrup repeterede i korte træk det forslag, som både bestyrelsen for Skagens Kunstmuseer og Skagens Museums Venner er enige om, og som betyder, at Venneforeningen fusionerer med museet. Forslaget bunder i et ønske om at løfte foreningen ind i et mere professionelt regi, hvor der kommunikeres på mange platforme, og hvor en bredere palet af arrangementer og tilbud kan tilbydes medlemmerne. Medlemmernes tilknytning til museet vil være intakt, rabatter og indbydelser til ferniseringer m.v . vil være som hidtil, og kontingentbetaling vil foregår præcis som før. Den største forandring vil være, at der ikke længere er en bestyrelse, og at der ikke længere vil finde en generalforsamling sted. Formanden sluttede med at anbefale forsamlingen at stemme ja til forslaget.
Da ingen ønskede at knytte kommentarer til formandens redegørelse, gik man over til skriftlig afstemning.

Aksel Gyde og Aksel Groth blev valgt som stemmetællere. 23 stemte for og 3 stemte imod, hvilket betød, at forslaget nu er endeligt vedtaget. Efter resultatet af afstemningen oplyste dirigenten, at der herefter skulle v ælges et likvidationsudvalg, jfr. vedtægternes § 17 . Formanden foreslog, at bestyrelsen valgtes som likvidationsudvalg. Da der ikke var andre forlsag, valgtes bestyrelsen her til.

3. Eventuelt

Bente Christensen undrede sig over, at der ikke var mulighed for at stemme pr. brev, hvortil formanden replicerede, at foreningens vedtægter var fulgt til punkt og prikke både med hensyn til indkaldelse og procedure i øvrigt.

Rita Eeg bad bestyrelsen om at medtage et forslag til Skagens Kunstmuseer om at der i medlemskabet indbygges muligheden for at man kan medtage en gæst på museet.

Herefter takkede formanden forsamlingen for den klare tilkendegivelse. Den nuværende bestyrelse vil rede alle trådene ud i løbet af efteråret, så man pr. 1. januar 2018 kan overlade den videre drift – også af Dahlers Legat – til Skagens Kunstmuseer. Til slut takkede han dirigent og referent og inviterede forsamlingen på gravøl på Brøndums Hotel. Det lod man sig ikke sige to gange.