Skagens Kunstmuseer søger café-medarbejdere

Se opslaget som printvenlig pdf

Skagens Kunstmuseer søger timelønnede medarbejdere til Anchers Café, der er placeret i Saxilds Gaard ved siden af Anchers Hus på Markvej i Skagen.

Anchers Café er en lille café hvor gæsterne kan mærke, at der lægges vægt på hygge, gode økologiske råvarer og hjemmebag. Caféen er med sine omgivelser og stemning med til at afrunde den samlede oplevelse på Skagens Kunstmuseer.

Udover museumsgæsterne betjener caféen også mange kunder, der kommer for at nyde en økologisk frokostret, friskbrygget kaffe og hjemmelavet kage eller et glas kølig hvidvin.

Vi har brug for fleksible medarbejdere til den kommende sommersæson. Vi håber at få nye kolleger, som har lyst til at komme tilbage også til næste år og næste år igen.

De nye medarbejdere kommer til at indgå i en vagtplan, der dækker alle ugens syv dage i perioden fra 1. maj til 30. september. Der er tale om en deltidsstilling med omkring 20 timer om ugen, i travle perioder også mere end det. Timetallet er fleksibelt og kan tilpasses til den enkelte medarbejder.

Arbejdet i cafeen omfatter kassebetjening, servering i cafeen både indendørs og udendørs, klargøring af cafeen og desuden opvask og oprydning af borde m.m.

I caféen er vi meget afhængelige af et godt samarbejde i det lille team. Vi hjælper hinanden, især når der er travlt. Derfor er det meget vigtigt for os at du er glad og smilende, og åben for at lære nye ting.

Din baggrund

Det er en fordel, men ingen betingelse, at du har erfaring fra lignende jobs i den gastronomiske branche.

I café-teamet er der både unge studerende og efterlønnere, så din alder er ikke afgørende. Det vigtigste for os er, at du har gåpåmod, godt humør, samarbejdsvilje og kræfter til at tage godt fat, når der er brug for det. Ikke alle dage er lige hektiske, men det meste af sommeren er der rigtig travlt i caféen.

Løn- og ansættelsesvilkår

Der er tale om tidsbegrænset ansættelse i caféens åbningsperiode. Løn i henhold til nærmere aftale, baseret på HK-overenskomst.
Arbejdssted er Skagens Kunstmuseer, Brøndumsvej 4 i Skagen og tilhørende adresser i Skagen. Tiltrædelse 1. maj 2019 eller snarest muligt derefter.
Ønsker du yderligere oplysninger kan du kontakte Susanne Søvndal, suss@skagenskunstmuseer.dk eller tlf. 9844 6444

Ansøgning

Ansøgning med beskrivelse af dig selv og din erhvervserfaring sendes til suss@skagenskunstmuseer.dk
Ansøgningsfrist: søndag den 31. marts 2019 kl. 24.00

Se opslaget som printvenlig pdf

Skagens Kunstmuseer

Skagens Kunstmuseer er et statsanerkendt kunstmuseum i vækst og med fokus på nytænkning, høj oplevelsesværdi og et stærkt fagligt fundament. Museet beskæftiger sig med verdens største samling af skagensmalernes værker og historien om kunstnerkolonien i Skagen. Museet har godt 50 ansatte og tre besøgsadresser: Anchers Hus, Drachmanns Hus og Skagens Museum.