Temaomvisning: Skagens Museums sarte værker

Selvom skagensmalerne ofte foldede sig ud med pensel og olie på lærred, dyrkede og eksperimenterede de fleste af dem også med kul, bly, kridt, pastel, akvarel og radernål. Langt de fleste værker i denne kategori er hurtige tegninger, forarbejder og skitser, mens andre pasteller og akvareller er så dækkende i farvelaget og så gennembearbejdede og fuldendte, at de må betegnes som færdige værker. Denne temaomvisning har et udvalg af de sarte værker i museets samling som sit omdrejningspunkt, men giver også et indblik i Skagens Museums øvrige samling.