Temaomvisning: Sandheden om myterne

I museets samling ser vi nærmere på nogle af de historier, anekdoter og myter, der ofte fortælles om Skagen og skagensmalerne, deres private liv og kunstneriske virke i Skagen.

Skagensmalerne mellem skrøner og sandhed

Skagensmalerne liv og arbejde bliver ofte beskrevet ved hjælp af underholdende anekdoter og farverige beretninger. Deres arbejds- og privatliv er desuden beskrevet indgående i mange biografier eller brugt som inspiration til romaner, musicals og spillefilm. Det er ikke uden grund, at fortællingerne om kunstnernes familieforhold er blevet populære, for kunstnerne brugte selv skildringerne af deres private liv til at fange publikums opmærksomhed med. På disse værker får vi et indtagende indblik i deres familieliv eller af fællesskaberne sammen med kunstnervennerne. Flere af kunstnerne eller andre i deres kreds beskrev tillige deres kunstnerfællesskaber med muntre anekdoter eller i memoirer, og i eftertiden er en del af disse skildringer blevet gentaget og nogle gange tolket som dokumentation for autenticitet og øjenvidneskildringer, og dermed for at være sandfærdige historier om livet i Skagen.

Men hvad er op og ned? Kom skagensmalerne virkelig til Skagen på grund af lyset? Var Skagen et meget isoleret og fattigt fiskersamfund? Festede kunstnerne heftigt igennem hele sommeren? Giver skagensmalerne et helt korrekt billede af, hvordan Skagen så ud? Var Anna Ancher den kunstner, som havde den bedste indføling med skagboerne? Drak Holger Drachmann meget vin? Temaomvisningen ser kritisk på en del af myterne og kommer med et bud på, hvordan og hvorfor, de er opstået, samt hvad den rigtige forklaring er – hvis den findes overhovedet.