Temaomvisning: I storm og stille – Drachmanns værker

Temaomvisningen tager udgangspunkt i museets særudstilling om skagensmaleren Holger Drachmann. Han besøgte Skagen for første gang i 1872 og blev betaget af den storslåede natur og de lokale indbyggeres simple og nøjsomme liv. Han rejste meget hele livet, men blev ved med at vende tilbage til Skagen, hvor han også købte hus. Drachmann var oprindeligt uddannet marinemaler, men var i sin samtid mest kendt for sit store og meget varierede forfatterskab. I sine sidste år arbejdede Drachmann med fornyet styrke på maleriet. Som tidligere var det skibe, stranden og havet, der fascinerede ham, men hans billeder var nu mere frigjorte og ekspressive i deres udtryk end i hans tidlige værker. Drachmann døde 14. januar 1908 i Hornbæk, og hans urne blev under stor mediebevågenhed fragtet fra København til Skagen, hvor den i en storslået procession blev båret til hans gravsted nær Grenen, hvor graven stadig kan ses i dag. På turen rundt på museet skal vi blandt andet se på andre kunstneres portrætter af Holger Drachmann.